8 Kastanjetræer i Aarhus
Hvor finder man egentlig de bedste Kastanjetræer i Aarhus Kommune? Vi kommer her med 8 bud på steder, hvor Kastanjerne ofte er at finde i massevis. Hvert år tager vi på en kastanjejagt, for os er det blevet en større begivenhed, som har forvandlet sig til en fast tradition.
Botanisk have
Ved legepladsen i Botanisk Have finder I hele 2 store kastanjetræer i Aarhus C. Legepladsen i Botanisk have er ikke det helt store hit, den er primært for små børn. Som kan få sig en lille rutchetur og en hyggelig gyngetur. Botanisk have er en skøn bypark, som har masser af skønne klatretræer og skulle det begynde at regne. Kan I søge ly i Væksthusene, hvor der er gratis adgang.
Vejlby Kirke
Ved Vejlby kirke finder I hele 8 Kastanjetræer. De er store og der er RIGTIG mange kastanjer. I er helt sikkert ikke i tvivl om, hvor der er når i rammer parkeringspladserne. Det er et hyggeligt lukket område, hvor jagten på kastanjerne måske kommer til at tage overhånd. Så skal I bruge mange, er det helt klart the-place-to-be.
Åby park
Var det noget med en stor park, legeplads, udendørs fitness, mulighed for bukke bruse leg og kastanjejagt? Har Åby Park det hele, måske. Det er ihvertfald en park som er dejligt stor, hvor der er masser af plads til hele familien og I med garanti kan finde nogle skønne Kastanjer.
Vennelyst parken
Vores årlige kastanjejagt stadig altid i Vennelyst parken. Det er dog ikke her vi finder flest kastanjer, da de enten er væk eller træet simpelthen har været yderst nærig med kastanjerne. Dog skal den alligevel på listen over nogle af de bedste steder at finde kastanjer. For det bliver nemlig lidt en sjov jagt at finde nogle og hvem finder mon flest, nu når der ikke er særlig mange? Dog ser der ud til i år (2018) at være en del, ligeledes er det en skøn park med legeplads og en fantastisk bukke bruse bro.
Sødalsskolen
Hele 2 store kastanjetræer finder I ved Sødalskolen i Brabrand. Det ene træ giver ikke så godt i år, hvorimod det andet træ har masser af Kastanjer på sig. Området ved Sødalskolen er faktisk ret lækkert og har I ikke været her endnu er det et besøg værd. I finder en gammel men lækker legeplads inde i skolegården, skateboardrampe ved kastanjetræerne og masser af legeplads ved vuggestuen og børnehaven.
Klokkerparken, mellem Ryhavevej og Klokkervej
Klokkerparken byder både på almindelig kastanjer (hestekastanjer), som vi kender dem, men også ægte kastanjer. Som jo egentlig er den kastanje du kan tilberede og finde på mange julemarkeder i Tyskland. Ægte kastanjer er mindre end almindelig kastanjer og har nogle ret heftige pigge på skallen, hvilket også giver god mulighed for at lave nogle forskellige dyr. Derudover er de ægte kastanjer jo spiselige og du kan finde forskellige opskrifter på nettet. Nåeh ja, så har klokkerparken faktisk også en skøn legeplads i den ene ende, hvor I finder et stort edderkoppespind, gynger mm.
Kunsthal Aarhus
Ikke langt fra Botanisk Have kan I finde flere kastanjetræer. Kunsthal Aarhus har nemlig 2 stk. med masser af kastanjer på sig. Så skal strøgturen lige have et afbræk er det en fantastisk mulighed for smutte forbi Kunsthal Aarhus, som jo også er tæt på mølleparken.
Viby bibliotek
Hvis I endnu ikke har besøgt Viby Bibliotek skal I bestemt overveje at tage på kastanjejagt her. Kastanjetræet giver nok ikke så godt i år, men biblioteket er helt igennem skønt. Derudover er der også en legeplads lige bagved biblioteket, som er rigtig hyggelig, anderledes og byder på masser af leg.
Læs mere om ægte Kastanjetræer i Aarhus på Smagpaaaarhus.dk, hvor I også finder en opskrift.