Foto: Morten Rygaard – Presse foto – Cirkus Summarum 2026
Vi havde en helt fantastisk dag i Cirkus Summarum, og allerede fra vi ankom, var stemningen i top. Vejret viste sig fra sin bedste side, hvilket gjorde oplevelsen endnu bedre. Inden selve forestillingen var der masser af aktiviteter rundt omkring på pladsen, så ventetiden fløj afsted. Der summede af glade børn, musik og liv overalt, og man blev hurtigt grebet af den særlige cirkusstemning. Det var tydeligt, at der var gjort meget ud af at skabe en oplevelse, hvor dagen begynder længe før tæppet går op i cirkusteltet.
Udeområdet er en oplevelse i sig selv
Noget af det særlige ved Cirkus Summarum er, at oplevelsen begynder længe før, man finder sin plads i teltet. Når portene åbner, er der omkring to timer, inden forestillingen går i gang, og det viste sig at være den helt rigtige mængde tid. Vi nåede rundt til en masse aktiviteter uden at føle os pressede, og samtidig blev ventetiden aldrig for lang.
Udeområdet minder meget om det, man kender fra tidligere år – og det er bestemt ikke en dårlig ting. Tværtimod. Rundt på pladsen er der aktiviteter, lege, musik og små oplevelser overalt. Børnene kan blandt andet gå på en lille skattejagt, prøve forskellige udfordringer og møde den hyggelige cirkusstemning på tæt hold. Der sker hele tiden noget, og man når aldrig til det punkt, hvor børnene begynder at kede sig.
Et serviceniveau, der gør en forskel
Noget af det, der virkelig imponerede os, var de mange frivillige. Man mærker tydeligt, at de brænder for at give familierne en god oplevelse. Alle vi mødte, var smilende, høflige og imødekommende, og de tog sig god tid til børnene. Der blev delt highfives, krammere og smil ud, og man følte sig oprigtigt velkommen.
Det er den slags detaljer, som måske ikke fylder mest, når man køber billetten, men som betyder utrolig meget for den samlede oplevelse. Det høje serviceniveau var med til at skabe en afslappet og hyggelig stemning fra start til slut.
En forestilling, der samler hele familien
Vi havde vores to børn med – på 12 år og næsten 5 år – og de hyggede sig begge hele dagen. Inden vi tog afsted, mente vores søn egentlig, at han måske var ved at være lidt for stor til Cirkus Summarum. Den tanke blev dog hurtigt gjort til skamme. Han blev grebet af stemningen, grinede med under forestillingen og nød oplevelsen lige så meget som sin lillesøster.
Vores søn kendte karaktererne lidt bedre end vores datter, men det gjorde faktisk ingen forskel. Historien fungerer også for dem, der ikke kender universet i forvejen, og alle bliver hurtigt fanget af handlingen.
Historien handler om den søde Selma, som drømmer om at blive cirkusartist. Undervejs møder hun modgang og tvivl, men historien viser på en fin og naturlig måde, at man ofte kan mere, end man selv tror, og at det vigtigste er ikke at give op. Samtidig ligger der et smukt budskab om, at det er sjovest, når alle er med. Budskabet bliver heldigvis aldrig moraliserende eller påtaget – det ligger som et fint lag gennem forestillingen uden at tage fokus fra underholdningen.
Masser af grin – også til de voksne
De kende figur er fantastiske til at møde børnene i øjenhøjde, samtidig med at de krydrer forestillingen med små jokes og referencer, som de voksne får mindst lige så meget glæde af. Flere gange blev der flettet aktuelle navne og popkulturelle referencer ind i dialogen, som fik de voksne til at grine, mens børnene morede sig over handlingen. Det giver en dejlig følelse af, at forestillingen er lavet til hele familien og ikke kun til de yngste.
Musikken, sangene, kostumerne og de imponerende cirkusnumre er med til at holde tempoet højt gennem hele forestillingen. Der sker hele tiden noget på scenen, og selv de mindste har let ved at følge med.
Vores vurdering
Cirkus Summarum er meget mere end en cirkusforestilling – det er en komplet dagsoplevelse for hele familien. Kombinationen af de mange aktiviteter, den varme atmosfære, de engagerede frivillige og en hjertevarm forestilling gør, at vi kun kan give vores varmeste anbefaling.
Begge vores børn gik derfra med store smil på læben, og vi voksne gjorde præcis det samme. Det er en oplevelse, hvor både børn og voksne føler sig underholdt, set og velkomne. Vi er derfor slet ikke i tvivl om, at vi meget gerne vender tilbage til Cirkus Summarum igen.
