Det er lørdag sidst på eftermiddagen, og Aarhus Midtby summer af liv og julestemning. For os – og de mange andre, der har valgt at bruge lørdagen på Aarhus Teater – er der én særlig oplevelse, vi ser frem til: årets juleforestilling, Absalons Hemmelighed.
Forestillingen er baseret på DR’s julekalender af samme navn fra 2006. Når en så elsket julekalender bliver omsat til en teaterforestilling, melder spørgsmålet sig næsten automatisk: Kan magien overføres fra tv-skærmen til teaterscenen?
Jeg er selv stor julekalenderfan, og Absalons Hemmelighed har en særlig plads blandt mine favoritter. Derfor går jeg også ind i teatersalen med både forventninger og minder i bagagen.
Heldigvis har jeg taget min søn Sebastian med. Han er 12 år og har aldrig set julekalenderen. For ham er det en helt ny fortælling, der skal stå på egne ben.
Vi går altså ind i teatersalen med to vidt forskellige udgangspunkter: Far med minderne fra 2006. Sønnen med et helt åbent blik på det, der venter..

Pressefoto: Emilia Therese – Aarhus Teater
En fortælling om familie, venskab og sammenhold
Havde biskop Absalon virkelig en hemmelighed, som han ønskede at holde skjult? Det spørgsmål sætter gang i historien og vækker Cecilies nysgerrighed. Hun spilles af Marie Boda, og i første omgang er det jagten på svaret, der driver hende. Men efterhånden som hun kommer tættere på mysteriet, opstår muligheden for, at hemmeligheden kan rumme noget, der kan redde hendes alvorligt syge lillesøster Ida. Pludselig bliver jagten på sandheden langt mere personlig.
På sin rejse møder Cecilie Hubert, spillet af Kevan Nirwan Soliman. Der udvikler sig et særligt venskab mellem dem, som viser sig at rumme mere, end man umiddelbart forventer. Anderledes forholder det sig med Petra, som Cecilie allerede kender. Deres venskab bliver sat på prøve, da Petra viser sig at være mere optaget af berømmelse og anerkendelse for sit arkæologiske arbejde med udgravningen af Absalons borg end af at hjælpe Cecilie og de andre.
Fortællingen viser, at venskaber ikke altid er så enkle, som de ser ud. Hvem kan man stole på, og hvem står ved ens side, når det virkelig gælder?
I sidste ende er Absalons Hemmelighed først og fremmest en fortælling om familie og sammenhold. Cecilies ønske om at hjælpe sin lillesøster bliver historiens drivkraft, mens personerne undervejs viser, hvad omsorg, tillid og fællesskab kan betyde. Det sker uden løftede pegefingre eller forsøg på at belære børnene. I stedet får historien lov til at tale for sig selv.

Pressefoto: Emilia Therese – Aarhus Teater
Fra en enkel scene til et imponerende univers
Når tæppet går, bliver vi mødt af en scenografi, der umiddelbart virker ganske enkel. Min første tanke er faktisk, at den måske er mere skrabet, end jeg havde forventet. En stor lagerreol fylder en del af scenen, og ved siden af står en firkantet trækonstruktion, som bliver et centralt element i forestillingen. Det er den magiske kasse, der skifter funktion og fører os ind i historiens forskellige universer.
Efterhånden som handlingen skrider frem, forstår man idéen bag scenografien. Kassen fungerer både som udstillingsområde for genstande fra udgravningerne ved Absalons borg, vagtens kontor, hvor vi møder vagten Amir, spillet af Francisco Kalle Navarro, og indgang til andre dele af historien.
Når Cecilie og de andre bevæger sig mellem byer og kirker, ændres scenen med enkle greb. Vægge glider ned, og nye elementer dukker frem. Det er næsten en befrielse at opleve, hvor meget fantasi og enkle virkemidler kan skabe – især i en tid, hvor vi er vant til special effects og imponerende billeder på streamingtjenesterne.
I forestillingens sidste del åbner scenen sig pludselig på en måde, der ændrer oplevelsen. Uden at afsløre for meget er det en markant visuel overraskelse, som især vil begejstre de yngste. Forestillingen gemmer altså nogle af sine stærkeste virkemidler til sidst og bygger op mod et brag af en afslutning – lidt som en god julekalender.
Musikken, der vækker julemagien og skaber fællesskab
Der er noget særligt ved igen at høre den velkendte sang Drømte mig en lille drøm fra Absalons Hemmelighed. Den fungerer som et musikalsk omdrejningspunkt gennem forestillingen og vender tilbage flere gange undervejs. På Aarhus Teaters scene har sangen fået en mere musicalagtig fortolkning, men den genkendelige melodi skaber stadig forbindelsen til julekalenderen fra 2006.
Jeg kunne faktisk godt have ønsket mig endnu mere musik. Ikke nødvendigvis så meget, at forestillingen skulle blive en musical, men sangene passer rigtig godt til universet, og der er noget at bygge videre på.
Musikken handler dog ikke kun om det, der foregår på scenen. To-tre gange bliver publikum inviteret til at synge med – nogle gange på brudstykker af sange, andre gange på hele julesange. Pludselig er det ikke længere kun skuespillerne, der står for musikken, men hele salen, der bryder ud i fællessang.
Det er en særlig oplevelse at sidde midt i en teatersal fyldt med børn og voksne, der synger sammen. Man mærker, hvordan stemningen ændrer sig, og hvordan publikum bliver en del af det samme fællesskab. Det er ikke bare noget, vi ser på scenen – vi er selv med til at skabe det.
Når fysisk komik får hele salen til at grine
En af forestillingens underholdende sider er den fysiske komik, som især kommer til udtryk gennem vagterne. De tager opgaven med at holde styr på børnene meget alvorligt, men udfører den ikke altid lige elegant. Med deres næsten James Bond-agtige udstyr, overdrevne bevægelser og en koreografi, hvor de danser rundt, snubler og forsøger at indhente børnene, bliver de hurtigt nogle af forestillingens komiske indslag.
Det er en enkel form for humor, men den virker. Man er ikke i tvivl, når man kigger rundt i salen. Børnene griner, og det smitter af på resten af publikum. Der er noget befriende ved at opleve, hvordan fysisk komik stadig kan underholde både børn og voksne i en tid med avancerede filmproduktioner, animationer og digitale effekter.
Det minder mig om Charlie Chaplin og den klassiske stumfilmskomik, hvor kropssprog, timing og overdrevne bevægelser kan fortælle mere end lange replikker. Her rammer forestillingen en god balance. Nogle gange er det ganske enkelt nok, at en vagt tager sig selv lidt for højtideligt, mens alt omkring ham falder fra hinanden. Det er tydeligvis noget, børnene i salen sætter pris på.

Pressefoto: Emilia Therese – Aarhus Teater
Skuespillet – varme, humor og følelser
Skuespillet er generelt på et højt niveau. Marie Boda bærer en stor del af forestillingen som Cecilie, mens Kevan Nirwan Soliman som Hubert er med til at drive historien fremad.
Jeg må dog indrømme, at jeg i begyndelsen havde lidt svært ved, at Cecilie og de øvrige unge karakterer spilles af voksne skuespillere. I den oprindelige julekalender var hovedrollerne besat af børn, så det er en anderledes oplevelse på teaterscenen. Jeg skulle lige vænne mig til det, men efterhånden fylder historien mere end min indledende reservation.
En af forestillingens mest rørende figurer er Ida, Cecilies alvorligt syge lillesøster. Rollen deles af Agnes Bille Veie og Erika Wildfang Flensborg. Ida fremstår skrøbelig og næsten vægtløs i sine bevægelser. I en særlig scene danser hun uden for sengen og får for en stund lov til at glemme sygdommen. Da hun bagefter næsten må kæmpe sig tilbage i sengen, rammer det noget. Det er et af de øjeblikke, hvor man mærker alvoren bag eventyret og får en klump i halsen.
På den mere humoristiske side finder vi Frode, spillet af Anders Baggesen. Med sin varme stemme, komiske timing og særlige tilstedeværelse bliver han svær at overse. Han fylder på scenen uden at tage mere plads, end rollen kan bære.
Cecilies forældre bidrager med en afdæmpet og jordnær tilstedeværelse. Her mærker man både farens autoritet og den bekymring og smerte, der følger med at have et alvorligt sygt barn. Det giver fortællingen en menneskelig tyngde og gør den til mere end et eventyr om en gammel hemmelighed.
Når minderne møder teaterscenen
For mig er Absalons Hemmelighed ikke bare en julekalender fra 2006, men også et minde fra en bestemt periode i mit liv. Jeg husker ikke kun handlingen, men også tiden omkring den: Hvor jeg boede, hvem jeg så den sammen med, og hvor jeg selv var i livet. Det er den slags minder, der gør en fortælling til noget særligt. Men de følelser kan man ikke bare flytte med ind i teatersalen og forvente at genfinde. Og det skal man heller ikke.
Teaterforestillingen har omkring to timer til at fortælle en historie, som julekalenderen kunne folde ud over 24 afsnit. Det giver mindre tid til at lære karaktererne at kende og dvæle ved de enkelte steder og begivenheder. Til gengæld er fortællingen skruet anderledes sammen. Handlingen bevæger sig fremad, efterhånden som børnene følger sporene i mysteriet og kommer til nye steder. Det giver forestillingen en god fremdrift.
Måske er det netop sådan, man skal møde forestillingen: Ikke som et forsøg på at genskabe julekalenderen fra 2006, men som sin egen teateroplevelse, hvor både gamle minder og nye oplevelser kan få plads.

Pressefoto: Emilia Therese – Aarhus Teater
To generationer – én fælles oplevelse
Sebastian var ikke helt fanget fra begyndelsen, men efterhånden som handlingen udviklede sig, blev han mere engageret. Især mod slutningen blev han grebet af spændingen og stemningen.
Han syntes især, at vagterne var sjove, og sangene gjorde også indtryk på ham. Julestemningen kom for alvor med sneen og gaverne mod slutningen. Da jeg spurgte, om han blev rørt undervejs, svarede han ja. Det var især følelsen af, at familien havde været igennem så meget, og at det til sidst lykkedes for dem, der ramte ham.
Da jeg spurgte, hvorfor andre familier skulle tage ind og se forestillingen, var hans svar ganske enkelt, at den var hyggelig og noget, man kunne lave sammen som familie. Det er måske ikke den længste anmeldelse, men jeg synes faktisk, det er en fin anbefaling fra en 12-årig.
Vi havde ikke nødvendigvis lagt mærke til de samme ting eller fået det samme med os, men vi havde delt oplevelsen. Og måske er det noget af det fineste ved at tage i teatret sammen.
En forestilling, der samler
Noget af det, jeg især tager med mig fra Absalons Hemmelighed, er, hvordan forestillingen kan vække børns nysgerrighed på historien. Absalon og det gamle København bliver en del af et eventyr, der måske giver lyst til at vide mere – uden at det føles som undervisning.
Absalons Hemmelighed er ikke en direkte genfortælling af julekalenderen, som jeg husker den. Den har fundet sin egen form på teaterscenen og byder på både humor, spænding, varme og julestemning.
Min klare anbefaling er at tage familien med ind og opleve Absalons Hemmelighed på Aarhus Teater. Det er en forestilling, der både kan underholde og røre – og som giver noget at tale om på vej hjem.
Forestillingen spiller på Store scene fra 14. november – 20. december 2026

