For et par uger siden tikkede der en invitation ind til premieren på Ind i mørket, et samarbejde mellem Teaterhuset Filurenog og Teater Mærkværk. Det var ikke så meget et spørgsmål, om jeg skulle ind og se forestillingen – snarere hvem jeg skulle tage med.
Filuren anbefaler en minimumsalder på 13 år. Jeg valgte dog at tage chancen med min yngste søn Sebastian på 12, da han generelt er mest glad for teater. Efter forestillingen vil jeg dog mene, at den reelle målgruppe nok nærmere er 14–15 år – men det er naturligvis en vurderingssag.
Ind i mørket fra starten
Jeg havde bevidst valgt ikke at læse om forestillingen på forhånd. For mig giver det en stærkere oplevelse ikke at få “påduttet” en forforståelse. Jeg havde dog en fornemmelse af, at vi næppe skulle ind og se rendyrket feelgood-teater. Alligevel bærer man altid et lille romantisk håb om forløsning.
En af de første replikker sætter tonen: Hovedpersonen Harald fortæller om en gymnasieopgave – “I skal skrive jeres egen nekrolog.” Det er både drastisk og tankevækkende. Alligevel bliver det ikke entydigt mørkt. Harald bevæger sig gennem idéer til sin egen nekrolog med en blanding af alvor og selvironi. Publikum griner flere gange. Den sorte humor fungerer – og vi begynder måske at ane, at mørket ikke står alene.
En helt almindelig familie
Vi lærer meget hurtigt “vores familie” at kende. Efter Haralds introdialog om hans opgave møder vi hans mor, der arbejder på hospitalet. Selvom Harald er opvokset alene med sin mor, og de bor til leje i et rækkehus, fornemmer vi alligevel, at der er noget kernefamilie over det – og så alligevel ikke.
Vi ser faktisk et spejl. Et spejl af os selv og vores relation til vores børn, når de kommer i den “vanskelige alder”. Det virker næsten for genkendeligt, for hvem har ikke stået i en situation og været lidt bekymret for, hvordan det skal gå vores børn? Nogle af os har måske også været overbeskyttende, for selvom børnene bliver store, er de i bund og grund stadig vores små.
Haralds mors bekymring er ikke ubegrundet. De har netop fået en ung mand ind på hospitalet, offer for et knivstikkeri, som svæver mellem liv og død. Det er den barske virkelighed, hun arbejder i, og man kan mærke hendes uro. For tør man efterhånden sende sine børn ud i verden?
Når en bekymring bliver til mistanke
Selvom Harald er opvokset i et godt hjem, er han også begyndt at udvikle nogle synspunkter, som ikke afspejler det hjem, han kommer fra. Vennerne bliver skiftet ud med nye, de politiske meninger ændrer sig, og træning og sund mad bliver en del af hverdagen.
Igen kan nogle sikkert nikke genkendende til dette. For når vores børn kommer i en vis alder, ændrer deres interesser sig, de ser verden på en anden måde – og måske også på en anden måde, end vi selv gør – og der kan vi kun forsøge at navigere og vejlede dem ud fra vores eget moralske kompas. Det gør Haralds mor bestemt også.
For vi kan ikke sammenligne denne familie med vores egen, men alligevel er der så mange små lag og så mange genkendeligheder, at man næsten kan komme til at grine af det. Hvem har ikke fået sætningen: “Du forstår jo slet ingenting?” – bare for at nævne én ud af flere evergreens fra teenagernes verden.
Små virkemidler, med stor effekt
Vi har to skuespillere på scenen, et hvidt telt, en kasse og en bænk, der er rammen for fortællingen. Men ved hjælp af lys og video fornemmer vi, hvordan rummet ændrer sig; vi flytter os med vores to hovedpersoner.
Projektionerne mod det hvide telt fortæller deres egen historie eller underbygger stemningen og handlingen. Vi fornemmer, når der bliver slået skår i glæden og relationen, vi mærker, når tragedien kommer tæt på, og vi fornemmer, hvem der kommer på besøg, før det bliver sagt.
Det er virkemidler, der virker, og som er med til at skabe et underbyggende lag i forestillingen. Man kan uden tvivl også bruge lang tid på at læse symbolikken i de forskellige greb, og her spiller alderen nok også ind.
Sebastian kunne godt fornemme stemningen, og som han sagde: “Jeg kan mærke noget inde i, som jeg ikke kan sætte ord på.” Det kan jeg egentlig godt forstå, for det kræver en vis forståelse at afkode, hvad duen, der flyver væk, skal symbolisere. Men når der bliver sat “ild til teltet”, er vi alle klar over, at det handler om vrede og frustration.
Og måske er det netop her, forestillingen lykkes allerbedst – i spændet mellem det, vi instinktivt mærker, og det, vi først senere helt forstår.
Er der lys i mørket?
Som man måske kan fornemme, bevæger vi os i mørke, og emnerne er tunge og afspejler desværre også en del af den verden, vi selv er en del af. Men der er lyspunkter.
Normalt tager vi vores børn med i teatret, fordi vi vil fortælle dem noget, vi vil danne dem til den verden, de skal ud i. Men her er det omvendt. Det er vores børn og unge, der vil fortælle os noget, vil vise os den virkelighed, de også kan blive en del af – og det er vigtigt.
Derfor vil du også finde lys i mørket. For når I forlader den mørke teatersal, er barriererne nede, og æsken til den gode og måske til tider alvorlige snak er lagt frem. Nu er der en anledning til at komme ind på de emner, der kan bekymre, og hvor det falder naturligt og ikke føles påtaget.
Så jo, der er lys i mørket på Filuren, for nu har vi endnu et emne at tale med vores børn om – endnu en sten, vi sammen kan lægge på den vej, de skal ud ad.
Vi kan kun give “Ind i mørket” 5 ud af 5 stjerner.
Du kan opleve “Ind i Mørket” hos Teaterhuset Filuren den 1 og 6 marts 2026 – Billetter kan bestilles hos Filuren Derefter spiller forestillingen i København, inden den tager på turne, rundt på landes skoler.
Holdet bag
Medvirkende Anne Gry Henningsen & Rasmus Elbo
Instruktør Jonas Preben Jørgensen
Dramatiker Julie Maj Jacobsen
Scenograf Astrid Lindgreen Hjermind
Video- & lyddesigner Jens Mønsted
Lysdesign Jesper Munk Jepsson
Idé Anne Gry Henningsen