Holder du af The Sound of Music-filmen med Julie Andrews og nyder at se den hvert år til jul, så skal du forberede dig på, at Aarhus Teaters version vil få filmen til at virke som en sort-hvid stumfilm med hakker og ridser. Jeg holder selv meget af filmversionen, og det er måske heller ikke helt fair at sammenligne dem. Men alligevel kan man ikke lade være – især ikke når musikken fra musicalen stadig runger i hovedet, selv en time efter tæppefald.
Amanda Friis Jürgensen er ikke den nye Julie Andrews – og heldigvis for det
At sangene sætter sig så dybt i én, skyldes især skuespillerne – og særligt Amanda Friis Jürgensen i rollen som Maria. Hun har skabt en karakter, der kunne være direkte løftet ud af en Disney-film. Og nej, man skal ikke drage paralleller til Mary Poppins – selvom Julie Andrews jo også spillede hende – for Amanda er ikke en ny Julie Andrews. Hun er sin helt egen.Amanda formidler Maria med varme, humor, kærlighed og en snert temperament. Det er en fornøjelse at være vidne til. Hun synger, så sangene bliver hængende – men det er hendes kropssprog og udstråling, der for alvor sætter aftryk og skaber den nærhed og menneskelighed, som vi som publikum mærker helt ind i hjertet.
Når humoren er i højsædet
Forestillingen er sjov – på den klassiske, afbalancerede måde, som man kender fra gamle filmklassikere. Det nærmer sig falde-på-halen-komik, men går aldrig over grænsen, og det skal forstås som en ros.
Når Von Trapp fløjter, og børnene marcherer i takt, sker det med en humoristisk tone. Koreografien mellem Maria og børnene er sjov og let i sit udtryk. Den ældste datter lister sig dramatisk hen ad gulvet for ikke at blive opdaget – det er skægt. Og når hun frustreret smider hovedet i sofaen, griner man igen – diskret, men ægte.God familiehumor taler til både børn og voksne. Her er der masser af latter til de små – og diskrete, næsten eksotiske og uartige replikker for de voksne. De er hurtigt leveret, men man når lige at fange dem, inden det går videre. Det er netop humoren, der binder det hele sammen og gør forestillingen meningsfuld for både børn og voksne.
Simpelt – men virkningsfuldt
”Det er simpelt, men virkningsfuldt,” sagde manden bag os, og det ramte præcis rigtigt. Scenografien er ikke storslået, men effektiv. Kulisserne er flotte og gør præcis det, de skal: De giver plads til skuespillerne og lader deres spil skabe omgivelserne.
Vi ser aldrig et bjerg i horisonten eller landsbyen, som Von Trapp peger mod, men vi tror på det. Når børnene går op ad trappen og forsvinder ud af scenen, tror vi på, at der er en førstesal.En ekstra detalje: Jacob Madsen Kvols, der spiller kaptajn Von Trapp, ligner nærmest Mads Skjern fra Matador – sikkert helt tilfældigt, men meget virkningsfuldt. Har man set Matador, kender man næsten også hans personlighed, og vi tror på den – selvom karakteren her hurtigt udvikler sig til en mere kærlig version.
Nærhed og kærlighed
Som i alle gode film tager det lidt tid at komme i gang. Forestillingen åbner i klosteret, hvor Maria bor, inden hun bliver sendt til Von Trapps hjem. Det er her, nærværet begynder at blomstre. I modsætning til filmen skal vi ikke igennem en masse drillerier fra børnene, før de tager Maria til sig. Her finder de hurtigt melodien sammen – bogstaveligt talt. Og det fungerer: Smukt, rørende og med masser af humor og hjerte. Børnene – alle under 15 år – brænder igennem på hver deres måde. Det er imponerende, hvor dygtige de er, især med tanke på, at de kun har haft fra marts til at øve og samtidig passe skole. Af samme grund bliver man næsten i tvivl om hvem vores hovedperson er, fordi børnene og Maria bare hænger sammen, og skaber en ligeværdig balance, og det er skønt at være vidne til.
Fra en 13-årigs perspektiv
De første scener med nazister kan virke lidt skræmmende, men aldersanbefalingen skyldes formentlig mest længden: Tre timer inklusive pause er forholdsvis lang tid at sidde og holde fokus. For teater virker anderledes end film – det er levende, intenst, og man koncentrerer sig på en helt anden måde. Det sætter de kære smås koncentrationsevne på arbejde.
Min søn Oliver (13 år) ville helst ikke give stjerner, men hvis han skulle vælge mellem 1 og 6, landede han på 4-5. Længden og det sene sluttidspunkt (kl. 19.30–22.30) trak lidt ned – men det er jo individuelt fra barn til barn. Uanset hvad blev det en oplevelse, der sætter sig. Oliver skal konfirmeres på lørdag, og denne aften blev et kærkomment afbræk fra alle de tanker – og, tror jeg, et minde, der vil vokse i betydning med tiden.Teater kan noget andet end biografen, og Aarhus Teater kan lige dét ekstra. Der er noget særligt ved at træde ind i byens gamle kulturhus og mærke historien – det gjorde også indtryk på Oliver. Så hvis der skal skabes nye minder til den mentale mindebog, kunne Aarhus Teater meget vel være det perfekte udflugtsmål.
En aften der blev noget særligt
Jeg var bestemt ikke den eneste, hvis hjerte blev stjålet af børnene. Det mærkede man tydeligt under applausen, hvor salen nærmest rystede, da børnene trådte frem. Der er i alt 12 børn, som skiftes til at spille hver anden aften. Men i aften kom alle 12 børn på scenen og modtog publikums kærlighed. En lille, men rørende detalje, som gjorde det hele endnu finere.
The Sound of Music skal ikke opleves for sin scenografi – men for musikken, spillet og den enorme kærlighed, der fylder scenen.
Filmen er en klassiker – men jeg vil nok aldrig kunne nyde den helt på samme måde igen, uden at tænke på Amanda Friis Jürgensens Maria og alle de dygtige børn:
Hjalte Skov Lützhøft, Tadeas Bendtsen, Malou Ambrosius Larsen, Sophia Viktoria Teves Kjellerup, Aleksander Zintchouk, Atlas Louis Lundbye, Nor Thorn Korterød, Alba Ophelia Hernandez Pontes, Tessel Lauren Kroon, Silje Marie Gilbert Langseth, Erika Wildfang Flensborg og Agnes Bille Veie.
The Sound of Music spiller fra 1. maj til 14. juni på Aarhus Teater. Læs mere på aarhusteater.dk