Er der et cirkus i Danmark, som er mere hypet og elsket af børn end Cirkus Summarum? Det tror vi næppe. Hvis man er mellem 0 og 13 år – eller forælder til et barn i den alder – så er Cirkus Summarum en af sommerens største oplevelser. Og vi havde endelig fornøjelsen af at opleve det for allerførste gang, da vi besøgt “Ramasjang øen” den 23 juli
Et farverigt univers udenfor teltet
Inden forestillingen begynder, åbner pladsen foran det store cirkustelt hele to timer før – og det er ikke bare for sjov. Området er nemlig en hel oplevelse i sig selv og fungerer som en slags Ramasjang-park, hvor børn kan brænde krudt af, udforske kreative aktiviteter og lege sig ind i det univers, de snart skal opleve inde i teltet. For vi er ikke længere på Tangkrogen, men endelig ankommet til Ramasjang-øen med al dens finurlighed.
Der er forhindringsbaner, hoppeborge, gynger og et stort kreaområde – og sågar en skattejagt, som gør det sjovt for børnene at gå på opdagelse. Et af børnene sagde begejstret:
“Jeg kunne godt lide det med skattejagten og hoppe-tingene. Og at male på bilen!” – Noah, 11 år
For de sultne er der pandekager, popcorn, is og andet godt – priserne minder mest om biografniveau (vi gav f.eks. 65 kr. for en popcornmenu med kildevand). Toiletforholdene er fine og placeret i hver sin ende af teltområdet. Og skulle der gå noget galt, så er personalet fantastisk søde – både til at snakke i børnehøjde, vise vej eller hjælpe med at tage et billede.
Et tip: Kom i god tid – men overvej også timingen. Vi kom en time før forestillingen, hvilket gav lidt travlhed med at nå alt det sjove, men til gengæld slap vi for den store kø.

Genkendelsens glæde og stjernestunder
Når man har set Ramasjang i årevis, kender man figurerne. De bor på øen Ramasjang, og deres stemmer og udseende føles som en del af familien. Vi har haft dem inde i stuen gennem årene, hørt dem synge på Spotify – og måske endda sovet med dem, hvis vi har haft bamser eller legetøj med deres ansigter på.
Derfor var det også en helt særlig oplevelse at se dem optræde live – og flere af børnene sad med store øjne og åbne munde, da Motor Mille, Onkel Reje, Hr. Skæg og de andre dukkede op. Som forældre kan vi sagtens nyde forestillingen, men den virkelige oplevelse er at se den begejstring, børnene udstråler.
“Det var sygt fedt, da Motor Mille svingede rundt oppe i luften!” – Sebastian 11 år
Forestillingen er ikke klassisk cirkuskunst, men den er fyldt med nærvær, glæde og humor – både for børn og voksne. Der var blandt andet en lille, diskret joke om Lars Løkke, som nok kun de voksne fangede – og det er vel netop dét, der kendetegner god familieunderholdning: mest for børn, men med små indslag, der fortæller os forældre, at vi også er en del af showet.
Pause med børneforståelse
Forestillingen varer cirka to timer med en pause midtvejs – heldigvis! For det bliver varmt i teltet, og de mindste kan godt blive lidt utålmodige. Pausen varer officielt 20 minutter, men i praksis er der god tid, så alle kan nå på toilet og lege lidt, før forestillingen fortsætter.
Det var virkelig rart ikke at føle, at der var stress på – der er tydelig forståelse for, at ikke alle børn er lige hurtige. En af børnene nåede en tur på hoppeborgen i pausen, og det var et stort hit, især hos Ellie på 3 år
Det sagde børnene om Cirkus Summarum
Vi spurgte børnene efter forestillingen, hvad de bedst kunne lide. Det kom der mange gode svar ud af – blandt andet:
“Det med Motor Mille!”
“Disko og ild!”
“Skattejagten og kreahjørnet!”
“Popcorn var også gode!”
Og så var der også én, der bare var lidt træt og ikke ville i cirkus igen – men det kan ske, når man er 3 år, har fået varmen og er blevet bombarderet med indtryk og underholdning i børnehøjde.
Vores anbefaling
Cirkus Summarum er ikke bare en forestilling – det er en helhedsoplevelse i børnehøjde. Man træder ind i en levende version af Ramasjang-universet, og både små og store fans får noget med hjem. Det er gennemført, trygt og varmt – på alle måder.
Hvis man har børn, der kender bare lidt til Ramasjang, så er det her en oplevelse, der vil sidde fast.Som nævnt åbner pladsen to timer før forestillingen. Vi kom en time før – og det føltes lidt presset, fordi vi ikke nåede at opleve det hele. Til gengæld var køen ved indgangen kort, hvilket den ikke havde været, hvis vi var kommet tidligere. Så det handler om at finde sin egen balance mellem tid og travlhed.
Praktisk info
Cirkus Summarum spiller fra den 22. juli til og med den 7. august, og der er stadig billetter at få til flere af dagene. Tjek deres hjemmeside for ledige pladser samt info om parkering mm.


