På en kold decemberaften havde jeg sat mig til rette i Musikhusets lille sal. Denne aften skulle jeg høre et foredrag, men for en gangs skyld skulle det ikke ende ud i en anmeldelse. Foredraget skulle i stedet fungere som afsæt – og som baggrund – for min samtale med ingen ringere end manden med de 1000 stemmer: Lars Thiesgaard.
Er du barn af 80’erne eller 90’erne, har du uden tvivl hørt hans stemme. Pumba fra Løvernes Konge, Jokeren i Batman, Scooby-Doo og utallige andre tegnefilm, der har fungeret som et visuelt soundtrack til vores barndom. Film og serier, som mange af os også har givet videre til vores egne børn. Af samme grund havde jeg taget min søn Sebastian på 12 år med til mødet med Lars.
Lad mig understrege dette: Mødet med Lars handler ikke om idoldyrkelse. Det stikker dybere – hvilket også kom bag på mig. For det var et møde med en ven. En ven, man har lyst til at lytte til, og som man ved, har noget vigtigt at fortælle. Lars er ikke kun min ven; han er vores allesammens ven – især os, der er børn af 90’erne.
Og hvorfor skriver jeg det sådan? Fordi Lars altid har været der. Stemmen, der har fyldt os, når vi så tegnefilm. Tegnefilm, vi har set, når vi har været glade, og når vi har været triste. Tegnefilm, vi har set i ferierne, til højtider – og som vi har delt med familie og venner gennem et helt liv.
Stemmen og forbindelsen til det indre barn
I samtalen med Lars bliver det tydeligt, at han selv er meget bevidst om den forbindelse, der kan opstå mellem en stemme og de mennesker, der lytter. Ikke som noget ophøjet, men som noget menneskeligt. Noget, der lever i hverdagen – og i minderne.
»Man taler ofte om, at alle voksne har et indre barn i sig. Vi har jo alle været børn,« siger Lars. »Jeg mener, at hvis man kan holde det indre barn i live resten af livet, så vil man opleve en stor glæde ved det.«
For Lars er det ikke en floskel, men et livssyn. Han fortæller om, hvordan han allerede som barn var optaget af de voksne omkring sig. Af deres valg, deres forskelligheder og deres måde at være i verden på. Hvorfor gjorde hans far, som han gjorde? Hvorfor var andre forældre anderledes? Den undren, forklarer han, er ikke noget, vi vokser fra – den skifter blot form.
Netop derfor rammer mange af de fortællinger og figurer, han har lagt stemme til, på tværs af alder. De taler ikke kun til barnet, men også til den voksne. Og måske netop derfor bliver de hængende. Som noget velkendt. Som noget trygt.
Når Lars taler om sit arbejde, gør han det med en tydelig ydmyghed. Han er bevidst om, at stemmerne har fulgt mennesker gennem barndom, ungdom og voksenliv – uden nødvendigvis at være i centrum. »Stemmer bliver jo en del af folks liv, uden at de tænker over det,« fortæller han. »De er bare der.«
Måske er det netop derfor, at mødet med publikum betyder noget særligt for ham i dag. Efter mange år i et lille, mørkt studie – alene med mikrofonen og figurerne – er foredragene blevet en måde at lukke cirklen på. Her møder han de mennesker, der har lyttet med gennem årene. Børn, forældre og bedsteforældre side om side.
»Det er en fantastisk følelse pludselig at møde dem, der har siddet derhjemme og lyttet,« siger han. »At mærke, at det har betydet noget.«
Og det er netop dér, forbindelsen opstår. Ikke mellem kendt og publikum, men mellem stemme og menneske. En relation, der ikke kræver forklaring – kun genkendelse.
Når stemmer går i arv, som et kærligt minde fra barndommen
Noget af det mest slående i mødet med Lars er, hvordan hans fortællinger ikke stopper ved barndommen. De fortsætter – og de vandrer videre. Fra én generation til den næste. Ikke som noget, der er planlagt eller konstrueret, men som noget, der opstår helt af sig selv.
For mens mange af de figurer, Lars har lagt stemme til, stammer fra 80’erne og 90’erne, lever de videre i dag. Ikke kun på streamingtjenester og i genudsendelser, men i stuer, på børneværelser og i samtaler mellem forældre og børn. Stemmerne bliver et fælles sprog – et fælles minde.
Det blev særligt tydeligt for mig, da min søn Sebastian på 12 år var med til at møde Lars. For Sebastian er Scooby-Doo ikke nostalgi. Det er nutid. Det er noget, han aktivt vælger til. Noget, han lever sig ind i. Og det er præcis her, noget vigtigt sker.
For pludselig sidder vi to generationer og deler den samme reference. Den samme stemme. Den samme glæde.
Lars sætter selv ord på netop dét, når han taler om, hvordan figurerne kan fungere som broer mellem generationer. »Det smukke ved de her historier er jo, at de ikke har en udløbsdato,« fortæller han. »De kan noget grundlæggende menneskeligt.«
Og måske er det netop derfor, at de stadig fungerer. Fordi de ikke kun handler om eventyr og sjov, men om følelser. Om frygt, mod, venskab og det at høre til. Temaer, som aldrig bliver forældede – uanset om man er barn i 1994 eller i 2024.
I en tid, hvor tempoet er højt, og hvor teknologi og AI fylder mere og mere, bliver det nostalgiske ikke et tilbageskridt, men et holdepunkt. Noget genkendeligt. Noget, vi tør give videre til vores børn, fordi vi selv har stået dér. Grinet dér. Følt dér.
»Hvis man kan bevare det indre barn,« som Lars siger, »så bevarer man også en nysgerrighed og en glæde ved livet.«
Og netop den glæde er mærkbar – både hos ham og hos dem, der lytter. I Musikhuset sad mennesker fra flere generationer side om side. Nogle med barndomsminderne frisk i kroppen. Andre midt i deres egen barndom. Fælles for dem alle var smilet. Genkendelsen. Stemningen.
Det er her, Lars’ stemme bliver mere end bare stemmeføring. Den bliver en del af noget større. Af fælles oplevelser. Af liv, der har krydset hinanden – uden nødvendigvis at vide det.Og måske er det i virkeligheden det fineste ved det hele:
At noget så simpelt som en stemme kan blive et sted, vi mødes.
Et liv fyldt med nysgerrighed, leg og lysten til at fortælle historier.
Når man forlader et foredrag med Lars Thiesgaard, er det ikke med følelsen af at have mødt en kendt stemme. Det er følelsen af at have været i selskab med et menneske, der oprigtigt holder af det, han laver – og af dem, der lytter.
Lars taler ikke om sin karriere som en række bedrifter, men som et liv fyldt med nysgerrighed, leg og lysten til at fortælle historier. For ham har stemmerne aldrig været et mål i sig selv, men et middel til at skabe noget, der kan mærkes. Noget, der kan samle mennesker – om så bare for en stund.
Foredragene bliver derfor ikke en parade af figurer og replikker, men en fortælling om livet mellem rollerne. Om glæden ved at bevare sin undren. Om at turde lege – også som voksen. Og om at acceptere, at alvor og lethed godt kan eksistere side om side.
»Jeg tror, vi bliver gladere mennesker, hvis vi giver os selv lov til at lege lidt videre,« siger Lars. Og i den sætning ligger måske hele kernen i hans arbejde.
For i salen sidder mennesker, der ikke kun lytter for at høre en velkendt stemme. De lytter, fordi de genkender noget i sig selv. En stemning. En følelse. Et tempo, der er anderledes end hverdagens. Her er der plads til at trække vejret, grine og være til stede.
Det er også her, Lars’ betydning bliver tydelig i nutiden. Ikke som et ekko fra fortiden, men som en påmindelse om noget grundlæggende menneskeligt. At historier, stemmer og nærvær stadig har en værdi – også i en tid, hvor meget går hurtigt, og hvor teknologien fylder mere og mere.
Når lyset dæmpes i salen, og samtalen er slut, står én ting tilbage: en fornemmelse af forbindelse. Ikke til figurerne, men til hinanden. Til det fælles rum, der opstår, når nogen fortæller – og andre lytter.
Og måske er det netop derfor, Lars Thiesgaards stemme bliver ved med at føles nær.
Ikke fordi vi kigger bagud.Men fordi den stadig giver os noget, vi har brug for: tryghed, genkendelse – og et ekko af 80’erne og 90’erne. Den tid, der var vores.
Artiklen bygger på foredraget “Manden med de 1000 stemmer” i Musikhusets lille sal den 3 december 2025, samt en efterfølgende samtale med Lars Thiesgaard den 4 december.
Bliv klogere på Lars Thiesgaard
Lars Thiesgaard har lagt stemme til et utal af figurer. Blandt de mest markante kan nævnes:
Jokeren – I flere Batman-tegnefilm og serier
Pumba – Løvernes Konge
Sorteper – Max og Mule / Fedtmule og søn
Grisling – Peter Plys
Dexter – Dexters Laboratorium
Byggemand Bob
Prins Erik – Den lille havfrue
Yoda i Clone Wars
Flere stemmer kan ses hos Danskefilmstemmer.dk
Fakta om Lars Junker Thiesgaard
Født 7. marts 1959
Uddannet fra Odense Teater
Beskæftigelse: Tegnefilmsdubber, skuespiller og stemmeinstruktør
Shows: Manden med de 1000 stemmer og Manden med de 1000 stemmer 2
Lars Thiesgaard kan følges på YouTube-kanalen Bag om Filmen med Lars Thiesgaard.