Efterårsferie i det nordjyske

De hvide badehuse på Løkken Strand
Foto: Børnenes Aarhus

Efterårsferien står for døren, og for mange af os betyder det tid til at geare lidt ned og tage en pause fra hverdagens små og store opgaver. Men selvom ferien indbyder til hygge og afslapning, dukker det velkendte spørgsmål hurtigt op: Hvad skal vi lave?

Hvis du er på udkig efter inspiration til oplevelser, der kan give nye minder til familiens mentale scrapbog, så er du landet det rette sted. Vi giver her vores bud på en oplevelsesrig efterårsferie i det nordvestjyske – med hyggelige dage i Løkken, kultur og natur i Skagen og sjov for hele familien i Fårup Sommerland.

Så læn dig tilbage, og bliv inspireret til en ferie fyldt med frisk havluft, kultur, natur og masser af gode grin.

Løkken – Vesterhavet kalder

For nogen er Løkken en ny oplevelse, når ferien skal planlægges, og for andre et hyggeligt gensyn. Byen har nemlig meget mere at byde på, end man lige tror – og helt sikkert mere, end vi kan nå at have med her. Det giver til gengæld en god anledning til selv at gå på opdagelse i den charmerende ferieby ud til Vesterhavet. Her får du tre bud på oplevelser, som hele familien kan kaste sig over.

Drenge ved Vesterhavet
Foto: Børnenes Aarhus

Bunkerne og Vesterhavet

Man kan ikke sige Løkken uden at sige Vesterhavet. Havet er en oplevelse i sig selv – uanset om det er stormfuldt, solrigt eller gråt i gråt. Tag en tur ned på stranden og mærk naturen, når den er bedst. Her kan I også udforske de mange bunkere, der ligger spredt langs kysten. De varierer i størrelse, så der er noget at kigge på for både store og små.

Adresse: Vi plejer at bruge Sdr. Strandvej som adgang til stranden.

Bolcheriet i Løkkens gågade, stort og lækkert udvalg
Foto: Børnenes Aarhus

Bolcher butikken i centrum

Midt i byen finder I Bolcheriet®, en farverig butik, der især hitter hos børn (og slikglade voksne). Her kan man både shoppe blandt de mange søde, sure og stærke varianter – og følge med, når bolcherne bliver lavet i værkstedet lige bagved. En oplevelse, der kombinerer nostalgi, håndværk og hygge – til priser, der er til at betale.

Adresse: Torvet 1, 9480 Løkken
Læs mere: Bolcheriet®

Løkken Mini by
Foto: Børnenes Aarhus

Se Løkken i mini udgave

Et lidt overset, men sjovt stop er Løkken Miniby – en miniatureudgave af byen, som den så ud omkring år 1900. Projektet blev sat i gang i 2002 af en gruppe frivillige, og der bygges stadig på byen i målestok 1:10. Her kan børn og voksne få et anderledes indblik i byens historie og opdage detaljer, man ellers let overser.

Adresse: Vendsyssel Plantage, Søndergade 46, 9480 Løkken
Læs mere: Løkken Miniby

Skagen – Toppen af Jylland

Toppen af Danmark er meget mere end blot “Københavnerugen i uge 29”. Skagen byder på rå natur, hyggelige gader, spændende kultur og et særligt lys, der har tiltrukket kunstnere i generationer. For mig personligt stod Skagen længe på min “must-see”-liste, og måske har du det på samme måde. Her er fire oplevelser, du ikke må gå glip af.

Grenen i blæsevejr i Skagen
Foto: Børnenes Aarhus

Grenen – Hvor de to have mødes

Grenen er et must, når man besøger Skagen. Her kan du opleve Skagerak og Kattegat mødes i et dramatisk sammenspil af bølger – en oplevelse, der både er smuk og lidt våd, så husk skiftetøj.

Man kan gå hele vejen ud til Grenen, men vil man spare kræfterne, kan man tage Sandormen – den karakteristiske traktorbus, der kører gæsterne ud til spidsen på 5-10 minutter. Den kører hele dagen, og billetter købes i automaten ved parkeringspladsen.

Adresse: Fyrvej 38V, 9990 Skagen
Priser tur / retur: Voksne 40 kr – Børn 20 kr
Læs mere: sandormen.dk

Skagen kunstmuseum for børn i ferien
Foto: Børnenes Aarhus

Skagen Museum

Skagens Museum er for alle, der holder af kunst og kultur. Her finder I en stor samling af de berømte Skagensmalere – mange af værkerne kender I sikkert allerede fra plakater og postkort, men de gør et helt andet indtryk i virkeligheden. Samlingen rummer både idylliske strandmotiver og de mere barske skildringer af livet på havet i 1800-tallet. Et besøg, der efter vores erfaring passer bedst til børn over 5 år.1800 tallet. Oplevelsen er for børn over 5 år, det i hvert fald vores erfaring

Adresse: Brøndumsvej 4 9990 Skagen
Åbningstider: 10.00 – 17.00
Priser: Voksne 140 kr, børn gratis (kombi billet til flere museer 200 kr)
Læs mere: skagensmuseum.dk

Familie tur til Anna og Michael Anchers hus i Skagen
Foto: Børnenes Aarhus

Anna og Michael Anchers hus

Kun 10 minutters gang fra Skagens Museum ligger Anchers Hus, hvor Anna og Michael Ancher boede. Udefra ser huset beskedent ud, men indendørs venter en spændende rejse tilbage i tiden – med velbevarede møbler, interiør og stemning fra en kunstnerfamilies liv i starten af 1900-tallet. Her er begrænset adgang for at sikre en rolig oplevelse, så der kan være lidt ventetid. Hvis dine børn kan lide Den Gamle By, vil de helt sikkert synes, at Anchers Hus er spændende.

Adresse: Markvej 2 – 4 – 9990 Skagen
Åbningstider: 10.00 – 16.00
Priser: Voksne 100 kr, børn gratis (kombi billet til flere museer 200 kr)
Læs mere: skagensmuseum.dk

Den tilsandede kirke tæt på Skagen
Foto: Børnenes Aarhus

Den tilsandede kirke og den vilde natur

Når man kører mod Skagen, ændrer landskabet sig til hede og sandklitter – og netop midt i denne natur finder man Den Tilsandede Kirke. Det eneste, der står tilbage, er kirketårnet, som man kan komme op i (gratis). Stien dertil er ca. 10 minutters gang fra parkeringspladsen, og turen er smuk i sig selv. Vær dog opmærksom på, at trappen op i tårnet er både stejl og smal, så ikke alle børn er lige begejstrede for turen.

Adresse: Gamle Landevej 63, 9990 Skagen

Efterårs ferien i Fårup Sommerland
Foto: Fårup Sommerland

Fårup Sommerland

Udover Skagen har Fårup Sommerland også længe stået på vores liste – og det var med stor spænding, vi endelig tog turen dertil. Og ovenikøbet i deres jubilæumsår, hvor parken fejrede 50 år med oplevelser for hele familien. Begejstringen var til at mærke allerede fra start, og som min bedre halvdel sagde: »Jeg vil slet ikke hjem igen.«

Og det er faktisk en ret præcis opsummering af oplevelsen: Fårup Sommerland er et sted, man nemt kunne bruge flere dage i, for vi nåede kun halvdelen af parken – men følte alligevel, at vi havde oplevet enormt meget. Vores bedste råd herfra: Kom i god tid, og bliv til lukketid.

Parken og oplevelserne i Fårup Sommerland

Det hele fungerer bare – lige fra parkeringsforhold til de mange forlystelser. Stemningen er imødekommende, og der er oplevelser til alle aldre. Fårup har over 60 forlystelser, lige fra Danmarks største rutsjebane Fønix til hyggelige klassikere som Træstammerne og mindre rutsjebaner, som børnene kan prøve uden at blive skræmt væk.

En ting, vi desværre måtte springe over denne gang, var det store badeland. Vi nåede ikke ind, men bare udefra ser det imponerende ud – med vandrutsjebaner i alle størrelser, bølgebassin og masser af plads til leg.

Priserne ligger på niveau med andre store parker. Det er ikke billigt, især ikke for en stor familie, men oplevelsen er så gennemført, at vi synes, det er pengene værd.

Halloween i efterårsferien hos Fårup Sommerland
Foto: Fårup Sommerland

Efterårsferie i Fårup Sommerland

Hvis du besøger parken i efterårsferien, kan du glæde dig til lidt ekstra oplevelser. Fårup Sommerland holder Høstfest, hvor hele parken er pyntet op i efterårsstemning med græskar, halmballer og masser af hygge. Og når solen går ned, forvandles skoven til et lysshow i særklasse under Lysfald. Her bliver parken badet i lys og lyd, der følger årstidernes rytmer – en oplevelse, der både er magisk og eventyrlig for hele familien.

Vores vurdering

For os var besøget en kæmpe succes, og det er bestemt et sted, vi vil vende tilbage til. Der er noget for alle – de små, de store og dem midt imellem. Så uanset om man elsker fart og sus, eller bare vil hygge sig i naturen og på legepladserne, er Fårup Sommerland et sted, hvor ferieminder skabes næsten af sig selv

Adresse: Pirupvejen 147, 9492 Blokhus
Åbningstid kl. 11.00–21.30
Priser: 229–399 kr. pr. person

Se flere billeder på Instagram og Facebook

Det var vores 8 bud på oplevelser, som I kan finde i det nordvestjyske. Har I lyst til at se flere billeder, kan I besøge Børnenes Aarhus på Instagram eller Facebook. I er også meget velkomne til at dele jeres oplevelser og ferietips i vores Facebook-gruppe. God efterårsferie!

Børnenes Aarhus på Instagram
Børnenes Aarhus på Facebook
Børnenes Aarhus Gruppe på Facebook