Sidsel fra Æsken til Film i skoven
Sidsel fra Æsken - Foto: Film i Skoven, 2018

For tredje år i træk står den på Film i Skoven

I 2017 var det første gang vi kunne opleve Film i Skoven, i de fantastiske omgivelser på Tumlepladsen i Riis skov. Det bød på 2 dage fyldt med kultur for børnefamilierne, hvor film, kreativitet, dans, litteratur, fest og farver stod på menuen. Det blev en succes og heldigvis er det én af kulturhovedstadens input, som har hængt ved.

Film i Skoven 2019

I år kan I opleve festivalen d. 17. og 18. maj, hvor menuen næsten er den samme. Der skal ses magiske film, høres musik, udfoldes kreativitet ved forskellige workshops, høres litteratur, danses og en ordentlig portion fest og farver.

Film i Skoven er en børnefilm- og kulturfestival for hele familien, hvor biografoplevelsen gentænkes og hvor naturen danner rammerne for kulturen.

Kultur i børnehøjde

Film i Skoven er selvfølgelig primært målrettet børnene, dog er det også en oplevelse for de voksne. Her har I mulighed for at opleve med jeres børn på en andeledes og nærværende måde.

Filmene der vises er både nationale og internationale, de er spændende, sjove, anderledes og findes inden for alle genrer og spillelængder.

Sanserne får rigtig mulighed for at udfolde sig til Film i Skoven, som jo egentlig er meget mere end bare film. Følesanserne og kreativiteten får et skub, når der skal danses, farves og festes. Det samme gøres høresansen, når den står på højtlæsning og musik.

Praktisk

Hvornår: D. 17. og 18. maj
Hvor: Tumlepladsen i Riis Skov
Pris: Familiebillet (4 personer) koster 250kr pr. dag. Enkelbillet koster 95kr pr. dag. Der kan også købes en familiebillet til begge dage, som koster 350kr. Der kommer et håndteringsgebyr oveni på 4,65kr. Det er ikke muligt at købe en enkeltbillet til begge dage.
Parkering: Drop bilen og tag, bussen, letbanen, benen, cyklen, skateboardet, løbehjulet – ja bare alt andet end bilen. Der er ikke særlig gode parkeringsmuligheder, så har I mulighed for at komme derhen på anden vis, vil vi klart anbefale det.

Læs mere om Film i Skoven her

Facebookinstagram