Is-duellen: Børnene smager sig gennem Netto, Rema og Lidl

Is test - bedste is
Foto: Børnenes Aarhus

Selvom ferien er slut, er lysten til en god is bestemt ikke forsvundet – i hvert fald ikke herhjemme. Derfor besluttede vi, at det var på høje tid med en grundig (og meget velsmagende) test af købe-is.

Vores smagspanel består af Oliver og Sebastian, der helt uselvisk har sat deres kostbare ferietid på spil for videnskabens skyld… eller i hvert fald for at spise sig igennem 15 forskellige varianter fra Rema, Netto og Lidl.

Ingen børn kom til skade under forsøget – men der var både store smil, intense diskussioner og en smule drama, når der skulle forhandles om, hvem der fik lov at spise resterne. Pointene blev givet på en skala fra 1 til 6, og undervejs var dommerne langt fra altid enige. Det giver heldigvis en mere ærlig test, hvor du både får de begejstrede “det er den BEDSTE is nogensinde!”-øjeblikke og de lidt mere kritiske “den kunne godt have haft bedre chokolade”-kommentarer.

Så gør dig klar til at dykke ned i resultatet – opdelt i kategorier, toppet med børnenes egne ord, en samlet top 3 og et overblik over, hvor du får mest is for pengene.

Foto: Børnenes Aarhus

Sandwich Original – Netto
Klassisk sandwich med blød, kageagtig vaffel og vaniljeis.
Oliver: ”Meget dejligt blød – ikke som en kiks, men mere som kage.”
Sebastian: ”Lækkert med kage ovenpå vaniljeisen.”
Point: 4 – 4,5

Protein Sandwich, saltkaramel – Lidl
Protein-is med vanilje og let saltet karamel, pakket i sprødere vaffel.
Sebastian: ”Vaflen minder om klassiske isvafler, men isen er det bedste her.”
Oliver: ”Til 8 kr. får man faktisk en god is for pengene.”
Point: 3 – 3,5

Ice Cream Sandwich, chokolade & vanilje – Lidl
Blanding af chokolade- og vaniljeis i samme sandwich.
Sebastian: ”God kombination af smage – chokoladen var virkelig god.”
Oliver: ”Mega lækker blanding, især chokoladeisen.”
Point: 5

Foto: Børnenes Aarhus

88-is med nødder – Netto
Vaniljeis med kageagtigt lag og nødder på toppen.
Sebastian: ”Kombinationen af chokolade, vanilje og nødder er super.”
Oliver: ”Ikke det, man forventer af en is – på den gode måde.”
Point: 5 – 5,5

Zapp-is – Netto
Farverig is med flere smagsnuancer.
Sebastian: ”Virkelig god, spændende smag og god konsistens.”
Oliver: ”Lidt mørkere smag end jeg er vant til, men ret god.”
Point: 5

Grøn sodavandsis – Rema 1000
Minder om Netto’s version, men med tykkere chokoladeovertræk og blødere is.
Sebastian: ”Smagen er meget bedre, chokoladen også.”
Oliver: ”Den føles blødere og har bedre smag end Netto’s.”
Point: 4

Green Fresh sodavandsis – Netto
Klassisk champagnebrus-agtig smag.
Oliver: ”Rigtig fin smag. Mange kan nok lide den.”
Sebastian: ”God nedkøling, men ikke noget særligt.”
Point: 2 – 2,5

Foto: Børnenes Aarhus

Jordbær Crispy – Lidl
Hvid chokolade med jordbærsmag og knas.
Sebastian: ”Virkelig god chokolade, og det er lækkert med ekstra jordbærsmag.”
Oliver: ”Den bedste indtil nu – chokoladen har små knasestykker, som er virkelig gode.”
Point: 5

Mandel Knas – Rema 1000
Vaniljeis med mandler og chokolade.
Oliver: ”Isen er dejlig vanilje, og mandlerne giver god knas. Chokoladen er også god.”
Sebastian: ”Mandlerne giver noget ekstra, og chokoladen smager godt.”
Point: 4,5

Solbærdrøm – Rema 1000
Is med chokoladeovertræk.
Oliver: ”Kunne godt have haft to slags chokolade, men indholdet er lækkert.”
Sebastian: ”Chokoladen kunne godt være lysere og lidt bedre.”
Point: 3

Sweet Liquorice – Lidl
Lakridsis med overtræk.
Oliver: ”Smager lidt af lakrids – meget lækkert, hvis man er til lakrids.”
Sebastian: ”Man kan godt smage lakridsen, men det er ikke for meget.”
Point: 3,5

Foto: Børnenes Aarhus

Chokolade & Karamel – Rema 1000
Is i vaffel med chokolade og karamel.
Oliver: ”Rigtig god kombination – karamellen gør den ekstra lækker.”
Sebastian: ”Chokoladen og karamellen sammen smager virkelig godt, og vaffelen er sprød.”
Point: 5

Jordbær & Vanilje flødebolle – Rema 1000
Is med flødebolle på toppen.
Sebastian: ”Flødebolletoppen er sjov, men jordbærisen smager lidt kunstig.”
Oliver: ”Sjov idé med flødebolle, men det bliver hurtigt meget sødt.”
Point: 3

Cornetto – Netto
Is i vaffel med chokoladebund og knas på toppen.
Oliver: ”Chokoladen i bunden er god, og der er knas på toppen – det kan jeg godt lide.”
Sebastian: ”God balance mellem is og fyld, men lidt for sød.”
Point: 4,5

Jordbær & Vanilje – Lidl
Is i vaffel.
Sebastian: ”Jordbærisen er fin, men ikke noget særligt.”
Oliver: ”Vaffelen er sprød, men smagen er ret almindelig.”
Point: 3,5

Drengenes top 3 – vinderisen er fundet

Ud fra både point og drengenes kommentarer er her vores samlede top 3:

1. 88-is med nødder (Netto)
Den klare vinder med højeste point og ros for den unikke kombination af smag og tekstur. Begge drenge var vilde med den, og det skinner igennem i vurderingerne.

2. Jordbær Crispy (Lidl)
En favorit især på grund af den lækre chokolade med knas og gode jordbærsmag. Sebastian og Oliver var enige om, at det var en af de bedste smagsoplevelser.

3. Chokolade & Karamel-vaffel (Rema 1000)
Populær for sin lækre karamel og sprøde vaffel, og både Oliver og Sebastian gav den høje point. En solid tredjeplads.

Pris- og variantoversigt fra de 3 butikker

Udvalget og priserne på is varierer en del i de tre butikker, men heldigvis er der noget for enhver pengepung. Her får du et hurtigt overblik over antal varianter og gennemsnitspriser:

Netto:
Antal varianter: 12
Dyreste is: 20 kr
Billigste is: 5 kr
Gennemsnitspris: 13,25 kr

Rema:
Antal varianter: 8
Dyreste is: 10 kr
Billigste is: 5 kr
Gennemsnitspris: 7,37 kr

Lidl:
Antal varianter: 22
Dyreste is: 10 kr
Billigste is: 3 kr
Gennemsnitspris: 7,27 kr