Jeg møder Metin en torsdag aften på rådhuset, lige efter at han har været til et vælgermøde på Aarhus Ø. Han kommer gående ned ad gangen med sin karakteristiske rolige energi – et lille smil og den dér måde at være helt tilstede på, selv efter en lang dag. Vi finder et stille lokale, hvor vi slår os ned og får en torsdags-Faxe Kondi.
Anledningen er selvfølgelig det kommende kommunalvalg, men med Metin kunne samtalen lige så godt have foregået i mere sportslige omgivelser. Vi deler nemlig begge en passion for kampsport – og for de positive aftryk, disciplinen, roen og fællesskabet sætter vi både os selv og vores børn, der også dyrker det.Derudover opdagede jeg hurtigt, at vi deler mange syn på byudvikling, børn og unge – og på miljø og klima, som ligger os begge nært.
Selvom Metin er byrådsmedlem for Radikale Venstre, er det ikke det, man mærker først. Man mærker træneren. Faren. Mennesket, der flere gange om ugen står i en hal og underviser børn og unge i kampsport – også dem, der har det svært.
Og det bliver tydeligt i løbet af samtalen: Metin tænker politik udefra og ind. Fra barnet på måtten, barnet i institutionen og barnet i en travl familie. Og han tænker det med hjertet først.
Når børn vokser gennem styrke: Kampsport, selvtillid og fællesskab
Når Metin taler om kampsport, taler han om noget langt større end spark, slag og bæltefarver. Han taler om børn, der vokser. Om børn, der får et frirum, hvor ingen stiller dem til regnskab for, om de er de bedste, hurtigste eller stærkeste – men hvor de bliver mødt med ro, nærvær og små, men afgørende succeser.
På hans hold for børn med særlige behov – børn med ADHD, autisme, angst, psykiske og fysiske handicaps – er det tydeligt, at sporten kan noget, som skolen og mange fritidstilbud ikke formår: Den giver oplevelser af mestring. Bare det at binde sit bælte selv kan være en sejr. Bare det at stå med et par boksehandsker og mærke sin egen styrke kan løfte et barn flere dage frem.
Og fælles for både diagnoser, temperamenter og baggrunde er det samme mønster:
Børn vokser, når nogen ser dem. Når nogen siger deres navn, spørger de til weekenden, eller anerkender, at de prøver.
Metin fortæller også om forældrene – dem, der ofte møder op med nervøse smil og skuldre, der sidder højt af mange års bekymring. Mange af dem er vant til at få klager, til at sige undskyld på deres barns vegne. Når de så ser deres barn lykkes – bare lidt – bliver de rørt helt ind i hjertet. Nogle får blanke øjne. Og Metin siger det uden omsvøb:
”Det er en kæmpe gave for os som instruktører at se den reaktion.”
Kampsportens store styrke er, at barnet kæmper med sig selv – ikke mod en hel flok. Der er ingen gruppepres, ingen udskamning. Det er derfor, at sporten tiltrækker mange børn, der falder igennem holdidræt. Her må de nemlig gerne være, som de er.
Daginstitutionerne: Den vigtigste investering i Aarhus’ fremtid
Når samtalen glider over i daginstitutionerne, skifter Metins tone ikke – men tempoet gør. Der kommer mere kant, mere bekymring og et tydeligt håb om, at nogen snart lytter. For han er ikke i tvivl: Daginstitutionerne er det sted, hvor vi taber flest børn – og dér vi burde investere mest.
Han peger først på det helt konkrete:
- Der mangler uddannede pædagoger.
- Arbejdsmiljøet er presset til bristepunktet.
- Vikarer uden pædagogisk baggrund udfører opgaver, de reelt ikke er klædt på til.
- Stress, sygemeldinger og udbrændthed er hverdag.
Han siger det ligeud:
”Hvis vi vil have et samfund, der går til bunds, skal vi bare sørge for dårlige institutioner. Så får vi en hel generation af unge, som risikerer at fejle.” Hans pointe er ikke bare økonomisk. Den er menneskelig og pædagogisk. Det er de uddannede voksne, der kan se signalerne, forstå dynamikkerne, løfte børnene og skabe de trygge fællesskaber, der former hele deres skole- og ungdomsliv. Når fagligheden forsvinder, forsvinder også en stor del af det børneliv, der skal give børnene mod på verden.
Og selvom deltidsstillinger er blevet konverteret til fuldtid, og nogle tal bevæger sig i den rigtige retning, føler han stadig, at vi står midt i en kæmpe udfordring – en der ikke løses med små lappeløsninger, men med et grundlæggende skift i, hvad vi prioriterer som samfund.
Skolerne kæmper med samme problemer – og børnene betaler prisen
Problemerne stopper nemlig ikke, når børnene går videre fra børnehave til skole.
Manglen på faguddannede voksne fortsætter, og vikarer uden uddannelse bliver sat ind i klasser, hvor de reelt ikke kan løfte opgaven.
Metin nævner et konkret eksempel fra sin egen datters skoleår. Da hendes klasselærer blev langtidssygemeldt, blev læreren erstattet af en ung pige direkte fra gymnasiet.
Det var ikke hendes skyld – hun gjorde sit bedste – men opgaven var umulig.
Hun skulle både være faglig autoritet, konfliktløser, støtteperson og rollemodel for teenagere. Det kan man ikke bede en 19-årig om.
Her rammer Metin noget centralt: “De børn, der har allermest brug for stabilitet, relationer og faglige voksne, er ofte dem, der får mindst”
Og det er ikke bare et pædagogisk problem. Det er et trivselsproblem. Et fremtids problem.Derfor taler han for mere lokal frihed: Institutioner i Gellerup, Tilst eller Højbjerg har vidt forskellige behov – men alt for mange regler er designet efter én skabelon. At frisætte institutioner fra detailstyring er ikke ”frit valg på alle hylder”, men sund fornuft. For nogle børn har brug for mere voksenkontakt end andre – og det bør der være plads til.
At sende børn i bus ud af deres boligområder, har en høj menneskelig pris
Et af de steder, hvor Metin bliver tydeligt berørt, er når vi taler om den praksis, der sender børn i bus ud af deres boligområder og hen til skoler i andre dele af byen. Han kalder det uden tøven ”forfærdeligt pis”, for han ser hver dag de menneskelige konsekvenser, der ikke optræder i nogen kommunal rapport.
For mange børn betyder bus ordningerne, at de starter hver morgen med uro i maven, fordi dagen begynder langt væk fra alt det, der burde være trygt. De mister muligheden for at danne naturlige venskaber i deres eget kvarter og bliver ikke en del af det liv, der foregår lige omkring dem. Forældrene har ofte ikke ressourcer til at arrangere legeaftaler på tværs af byen, og derfor ender børnene i en slags limbo, hvor de hverken hører helt til i skolen eller i deres eget område. De bliver gæster i andre menneskers hverdag.På papiret handler ordningen om frit skolevalg. Men som Metin siger, er det et valg, der i praksis kun gælder for nogle – ikke for alle. Og i Aarhus rammer det især de børn, der i forvejen står svagest.
Konsekvensen er simpel: Det gør børn ensomme, rodløse og mindre trygge i deres skoleliv. Selv når intentionerne er gode, er det børnene, der betaler prisen.
Boligområder skal udvikles – ikke rives ned
Når vi går videre til byudviklingen, mærker man straks Metins faglige baggrund. Som arkitekt har han et nært forhold til bygninger og de liv, der udfolder sig i dem. Derfor gør det næsten fysisk ondt på ham at se velfungerende boligblokke blive revet ned. Han formulerer det skarpt: ”Man kan ikke reparere mennesker med en entreprenørmaskine.”
I Metins øjne er nedrivningerne i Gellerup og Bispehaven et symptom på en politisk tilgang, der behandler sociale udfordringer som et bygnings problem i stedet for et menneskeligt. For hvad hjælper det at rive beton ned, hvis man samtidig lader børn, familier, fællesskaber og lokale initiativer stå tilbage uden løft? Bygningerne er ikke kernen af problemet.
Han mener, at udviklingen kunne være grebet helt anderledes an. Man kunne eksempelvis have solgt enkelte blokke til beboerne, skabt ejerskab og tiltrukket nye ressourcer – i stedet for at starte med at støvsuge området for liv og struktur. Man kunne have renoveret, omdannet og bevaret – og dermed prioriteret relationer, tryghed og sammenhængskraft frem for nedrivning og nybyggeri.
Derudover peger han på klimaet. At rive ned og bygge nyt er markant mere belastende for miljøet end at renovere eksisterende bygninger. Det er en blind vinkel i en tid, hvor Aarhus taler om grøn omstilling som en mærkesag. For Metin hænger de to ting uløseligt sammen: Byudvikling skal ske bæredygtigt – både socialt og klimamæssigt.
Nærvær, ro og familieliv i et acceleration samfund
Vi vender igen og igen tilbage til nærvær og familieliv – måske fordi det i virkeligheden er den røde tråd gennem alle de temaer, Metin arbejder med. Han bekymrer sig, som mange forældre, for hvordan skærme, tempo og konstant stimuli påvirker børn.
Han fortæller om små børn, der forsøger at swipe på et blad eller i en bog, fordi de tror, at alt kan bevæges som en skærm. Det er både sødt og dybt tankevækkende.
For Metin handler det ikke om at være teknologiforskrækket. Det handler om at forstå, at børn i dag vokser op i et højhastighedssamfund, hvor alt går stærkt, hvor voksne er på hele tiden, og hvor stillestående tid næsten føles forbudt.
Børn spejler os. Når vi haster, haster de. Når vi er stressede, bliver de urolige. Når kontakten forsvinder, mister de noget af det fundament, som relationer normalt giver dem.Derfor bliver han ved med at vende tilbage til de samme simple, men vigtige pointer:
Børn vokser i relationer, ikke i systemer. De har brug for ro, bevægelse, sport, øjenkontakt og voksne, der tror på dem – også når de fejler.
Det er de bånd, der skaber robuste mennesker. Ikke skemaer, ikke strukturer, ikke planer. Mennesker før struktur. Nærvær før regler. Relationer før reformer.
Når politik starter i øjenhøjde
Da jeg forlader rådhuset den torsdag aften, sidder én ting klart tilbage:
Samtalen med Metin handlede langt mindre om politik og langt mere om mennesker. Om børn, der vokser, når nogen ser dem. Om familier, der kæmper for hverdagens små succeser. Om boligområder, der fortjener udvikling i stedet for afvikling. Og om de voksne, der hver dag gør en forskel i institutioner, skoler og fritidsfællesskaber.
Metin taler ikke om Aarhus som en opgave, der skal løses på et mødelokale. Han taler om den som en by, der skal bygges nedefra – fra måtten, fra daginstitutionerne, fra skolegårdene, fra boligblokkene og fra stuerne, hvor familier prøver at skabe ro i en hektisk verden. Det mærkes tydeligt, at hans politiske holdninger udspringer af konkrete erfaringer og et stærkt, menneskeligt drive.
I Politik i Børnehøjde forsøger vi at gøre plads til netop det: stemmer, der tør tale om børn, unge og familier som andet end tal og statistikker. Mennesker, der ved, at trivsel, nærvær og relationer er fundamentet for alt andet.Samtalen med Metin minder os om, at vejen til en stærkere by ikke går gennem flere krav og regler, men gennem flere mennesker, der tror på børnene – og på hinanden.
For når børn lykkes, lykkes vi alle sammen.
Fakta om Metin Lindved Aydin fra De Radikale
Født i 1972 i Odense
Gift og far til 3
Uddannet arkitekt
Bestyrelsesmedlem i Aarhus Teater
taekwondoinstruktør
Du kan følge hendes politiske arbejde her:
Facebook: facebook.com/Metin.Lindved.Aydin.DK/
Instagram: instagram.com/metin.lindved.aydin/
Web: De Radikale
Vores redaktionelle principper
Vi har valgt at lave temaserien “Politik i børnehøjde”, fordi vi mener, det er vigtigt at have fokus på de bløde værdier – og samtidig vise, at der også er familiemennesker bag vores byrådspolitikere og kandidater.
Vi har bestræbt os på at tale med et bredt udvalg af personer fra forskellige partier. Rammerne for samtalerne har været, at deltagerne fortæller om sig selv som familier, hvordan de bruger byen, hvad de som politikere håber på, og hvilke visioner de har for Aarhus.
Temaserien afspejler ikke vores egne politiske holdninger. De synspunkter, der fremgår af artiklerne, står udelukkende for den enkelte deltagers regning.
Alle artikler er sendt til gennemlæsning og godkendelse hos deltagerne, så vi sikrer, at de faktuelle oplysninger er korrekte, og at deltagerne kan genkende sig selv i den endelige tekst.