Sigurd Barrett inviterer hele familien med ud i rummet

SIGURDS RUMREJSE 2025 / 2026
Foto: SIGURDS RUMREJSE 2025

Ny teaterkoncert tager publikum med på en musikalsk rumrejse – med hologrammer, astronauter og masser af viden

I efteråret 2025 kan børn og voksne glæde sig til en helt ny teaterkoncert med Sigurd Barrett, når han drager på turné med det storslåede show Sigurds Rumrejse. Her forenes musik, fortælling og spektakulære hologrammer i en sanselig og lærerig oplevelse, hvor publikum tages med ud i universet – og hvor både fantasi og nysgerrighed får frit spil.

Showet bygger på den populære bog Sigurd fortæller om rummet, som allerede har solgt over 20.000 eksemplarer. I tæt samarbejde med sin faste musikalske makker, Eskild Dohn, har Sigurd skrevet 16 nye sange, der formidler alt fra solsystemets opbygning og stjerners livscyklus til sorte huller og livets opståen – alt sammen i øjenhøjde med børn og deres voksne.

Forestillingen er skabt i samarbejde med DTU Space og over ti eksperter inden for rumfart og astrofysik. Som noget helt særligt medvirker astronaut Andreas Mogensen som hologram, hvor han deler sin udsigt fra Den Internationale Rumstation og inviterer publikum til at se Jorden med astronautens blik.

Sigurd Barrett har i årtier begejstret børn og voksne med sin unikke evne til at gøre komplekse emner levende, vedkommende og sjove. Sigurds Rumrejse er skabt med et klart formål: at vække fascinationen for rummet og inspirere næste generation til at udforske det store univers, vi alle er en del af.

– Allerede som barn blev jeg fanget af rummets uendelige mysterier, fortæller Sigurd Barrett. – Med Sigurds Rumrejsehåber jeg, at børn og voksne sammen kan opleve, hvor fascinerende og vigtig rumforskning er – og hvor meget ansvar vi har for at passe på den lille blå planet, vi bor på.

Sigurd Barrett – mere end bare bjørnetimen

Sigurd Barrett har gennem mere end tre årtier været en af Danmarks mest elskede formidlere, musikere og underholdere. Med sin sprudlende energi, sit karakteristiske grin og en ukuelig nysgerrighed har han lært generationer af børn om musik, historie, tro, filosofi – og nu også universet.

Han slog igennem i 1990’erne med Sigurds Bjørnetime og blev siden kendt i de fleste danske hjem gennem det populære tv-show Hit med sangen. Siden har han stået bag en lang række bøger, tv-programmer og koncertturnéer – altid med formidling i børnehøjde som omdrejningspunkt.

Med projekter som Sigurd fortæller BibelhistorieSigurds DanmarkshistorieSigurd og SymfoniorkestretSigurd fortæller om de græske guder og Sigurd fortæller om naturvidenskab har han formået at gøre det svært forståelige både sjovt og nærværende. På TikTok har han opnået viral succes med Pilfingerdansen, der er set over 200 millioner gange, og hans YouTube-univers Syng med Sigurd byder på over 200 musikvideoer for børn.

I 2024 rejste han landet rundt med forestillingen Sigurd fortæller HC Andersen – og i 2025 sætter han kursen mod stjernerne.

Turnépremiere i september 2025

Sigurds Rumrejse har premiere den 5. september i Albertslund og spiller i efteråret og vinteren 2025/26 i over 30 byer landet over – bl.a. Aarhus, København, Roskilde, Randers, Herning, Sønderborg og Hjørring.

Turnéplan og billetsalg kan ses på: Sigurdbarrett.dk