Tag din familie med på æblerov i Alexander Tovborgs nye udstilling på ARoS
Gå på opdagelse blandt grædende dinosaurer og hotdogs og led efter bibelske symboler som æbler og kors, når ARoS den 24. maj 2025 præsenterer Divine Comedy, den danske samtidskunstner Alexander Tovborgs hidtil største museumsudstilling.
Divine Comedy ledsages af en række sjove aktiviteter og formidling skabt særligt til børn. Her kan I blive klogere på temaer som religion, tro og eksistens i et farverigt univers af myter og symbolik.
Find regnbuer og dinosaurer i Alexander Tovborgs farverige kunstværker
I atriet på ARoS’ Niveau 1 hænger en samling knaldrøde samtaleæbler i både dansk og engelsk version – klar til at du plukker et af dem og tager din far, søster eller bedstemor med på symboljagt i udstillingen. Her kan I gå på jagt efter symboler som grædende dinosaurer, regnbuer, Madonnaer eller ur, der alle gemmer sig i en række af Alexander Tovborgs værker. På samtaleæblerne er der forskellige spørgsmål, der kan hjælpe jer med at åbne værkerne op og danne udgangspunkt for gode snakke mellem børn og voksne.
Alexander Tovborgs univers i børnehøjde
I sommerferien og i hele udstillingsperioden kan du tage din familie med til Børnetimen – familierundvisninger af 30-45 minutters varighed, hvor børn og voksne bliver guidet med ind i kunstens verden af ARoS’ formidlingsassistenter, der åbner Alexander Tovborgs dragende malerier, skulpturer og papirværker op på en legende, levende og fantasivækkende måde. Børnetimen foregår i et roligt tempo, så alle kan være med og ligger spredt ud over hele.
Ryk konfirmationsforberedelsen ind i kunsten
Som noget nyt er det i forbindelse med udstillingen muligt at booke undervisningsforløb særligt for konfirmander, hvor udstillingens religiøse symboler og fortællinger bliver udgangspunkt for samtaler om kristendom og tro i den moderne verden.
Noahs Ark som oppustelig installation
Når du besøger udstillingen på ARoS’ Niveau 1, vil du opdage et ekstraordinært værk uden for galleriet i form af Troens Ridder (2016): Noahs Ark som oppustelig installation i klare farver, komplet som et skib med tag og dyr i par. Som man kan læse i Biblen, var Noahs Ark kun forbeholdt Noah og hans familie samt to eksemplarer af alle Jordens dyr – og af den grund er det ikke tilladt for hverken børn eller voksne at gå ombord på den oppustelige ark i udstillingen, selvom det frister med en hoppetur. Til gengæld er arken et godt udgangspunkt for en snak om, hvorfor det kun var dyr og ikke mennesker, der måtte gå ombord på den. Og måske I kan overveje, hvilke dyr I helst ville have med, hvis I skulle ombord på arken?
Udstillingsperioden, der løber fra den 24. maj 2025 til den 4. januar 2026. Find datoer i kalenderen på ARoS’ hjemmeside.


