Vi kan selvfølgelig ikke lave tema serien “Politik i børnehøjde” uden at have en snak med Børn- og Unge-rådmand Thomas Medom – en mand, der i dén grad har fingeren på pulsen, når det gælder det, der rører sig og har betydning for kommunens børn og unge.
I fire år har Thomas Medom (SF) haft sit daglige virke som rådmand for børn og unge i Aarhus – en rolle, der har bragt ham helt tæt på hverdagen i byens mange skoler, klubber og daginstitutioner. For mens meget politik foregår i mødelokaler, har Medom valgt at bruge en stor del af sin tid ude i virkeligheden – sammen med de børn, forældre og medarbejdere, der får det hele til at hænge sammen.
Rundt i hele byen – fra vuggestuer til klubber
Da Thomas Medom blev valgt som rådmand, traf han en beslutning: Han ville besøge alle kommunens skoler, klubber og daginstitutioner. Fire år senere har han gennemført flere hundrede besøg – et arbejde, der har krævet både planlægning og koordinering, men som ifølge ham selv har været det hele værd. “Jeg har fået lyttet og lyttet og lyttet,” fortæller han. “Det har givet mig et fantastisk indblik i, hvor vi lykkes, og hvor der stadig er udfordringer. “Jeg har mødt ledere, forældre og pædagoger, som hver især kæmper for at skabe de bedste rammer for børnene – og de møder fortjener man at tage alvorligt.” For Medom har rundturene i byens mange institutioner ikke blot handlet om synlighed, men om indsigt. De mange samtaler har flere gange givet anledning til politiske ændringer – blandt andet flere midler til udemiljøer og bedre aftaler om arbejdstid. Det kan måske lyde “let og banalt” at tage ud og lave disse besøg, men som pædagogmedhjælper i en børnehave og medlem af bestyrelsen i et daginstitutions distrikt, har jeg talt med flere dagtilbudsledere og pædagoger. Mit indtryk er, at det faktisk betyder meget for dem, at rådmanden prioriterer at komme ud og møde dem i deres hverdag. Thomas og undertegnede var ikke helt enige om det præcise antal, men vi lander nok et sted mellem 400 og 500 daginstitutioner, skoler og klubber – hvilket i sig selv er en imponerende og dedikeret indsats.
Legepladser, fællesskaber og små forskelle
Under sine besøg blev Medom bekræftet i, hvor forskellige Aarhus’ daginstitutioner egentlig er. For selvom pædagogikken kan være fælles, så afspejler legepladser, materialer og omgivelser ofte lokale prioriteringer. “Nogle steder vælger man at bruge pengene på nye legeredskaber, andre steder på flere pædagogtimer. Begge dele kan være rigtigt – men der skal være balance,” siger han. Netop de fysiske rammer fylder i rådmandens arbejde. Han fortæller, at der fra 1. januar er afsat ekstra midler, som mange institutioner kan bruge til at opgradere deres legepladser. “Jeg tror, mange bliver positivt overrasket. Der er stor forskel på legepladserne rundt om i byen, men der er også mange steder, hvor jeg ville elske, at mine egne børn legede,” siger han med et smil. Det er en betragtning, jeg kun kan give Thomas ret i. Der er stor forskel på de udeområder, man ser rundt omkring i byen – og det er bestemt ikke alle steder, hvor legepladserne er lige spændende. Omvendt er det heller ikke altid størrelsen, der betyder mest. Mange steder kan noget helt særligt, fordi værdierne i det pædagogiske arbejde er i centrum – det er i hvert fald min egen erfaring.
Madordninger som socialt løft
Et andet emne, der ligger Thomas Medom på sinde, er madordninger. Han mener, at gode måltider i både daginstitutioner og skoler er en vigtig brik i kampen mod ulighed. “Mad er benzin til kroppen,” siger han. “Når nogle børn møder i skole uden madpakke, bliver madordninger et spørgsmål om lige muligheder. Derfor synes jeg, at alle skoler bør have et kvalitetsmål tidstilbud – gerne med egenbetaling og fripladser til de familier, der ikke har råd.” Han peger på, at mange familier i dag har en travl hverdag, hvor madpakker kan blive en ekstra stressfaktor. “For mange forældre vil det være en lettelse, at deres børn får et sundt måltid i løbet af dagen. “Og så giver det jo også noget fællesskab, at man spiser sammen.” I dag har næsten 90 procent af daginstitutionerne i Aarhus en madordning, og flere skoler er kommet med gennem et nationalt forsøgsprojekt, som SF har været med til at skubbe i gang.
Fra lærer til fodboldtræner – stadig tæt på børnene
Selvom politik fylder det meste af hverdagen, har Thomas Medom aldrig sluppet kontakten til børn og unge. Han er uddannet lærer og har undervist i både Viby og Gellerup – og det ses faktisk også på hans kontor. Her hænger et stort verdenskort, præcis som dem man husker fra folkeskolen. Kortet har tydeligvis mange år på bagen, men passer perfekt ind som symbol på den pædagogiske baggrund, han stadig bærer med sig. Thomas har nemlig ikke helt sluppet den tætte kontakt til børnene. I sin fritid fungerer han som fodboldtræner for et hold 12-årige drenge i Lystrup. “For mig er det en måde at holde fast i mit gamle fag,” siger han. “Jeg elsker arbejdet med børn og unge – det minder mig om, hvorfor jeg i sin tid gik ind i politik. Man får en helt anden forståelse for, hvad der virker i hverdagen, når man står ude på banen eller i klasselokalet.”
Familien bruger desuden byens mange grønne rum – parker, væksthuse og skatebaner – som frirum fra en travl hverdag. “Aarhus har nogle fantastiske steder, hvor børn og unge kan udfolde sig,” siger Medom.
Pædagogmangel og nye veje ind i faget
En af de store udfordringer for kommunen er manglen på uddannede pædagoger. Det er et problem, Thomas Medom kender indgående. “Vi har for mange ufaglærte og for få pædagoger – men heldigvis også mange, der tager springet gennem meritordninger,” siger han. “Det er noget af det, jeg er mest stolt af: At vi har gjort det lettere for voksne med erfaring fra faget at uddanne sig, mens de arbejder. Det er en gevinst for både børnene og institutionerne.” Han håber, at staten vil forlænge de nuværende ordninger, som udløber i 2030. “Vi skal give folk mulighed for at skifte spor senere i livet. Det gavner både dem og vores velfærd,” understreger han.
Som medhjælper i en børnehave kan jeg tydeligt genkende det billede, Thomas beskriver. Der er en mærkbar mangel på pædagoger – og i hverdagen betyder det, at mange ufaglærte må tage et stort ansvar. Ofte gør de det med stort engagement, men det er samtidig tydeligt, hvor meget det betyder, når der er uddannede pædagoger til stede, der kan skabe faglig retning og ro.
Derfor fanger meritordningerne også min interesse. Jeg har selv overvejet at tage den vej på et tidspunkt – netop fordi muligheden for at uddanne sig, mens man arbejder, åbner døren for mange, der ellers ikke ville kunne tage springet. Det er positivt at mærke, at der politisk er fokus på at bevare og forbedre de ordninger, for de gør en reel forskel – både for børnene og for dem af os, der gerne vil udvikle os inden for faget.
Drømmen om en endnu mere børnevenlig by
Når Thomas Medom ser frem mod de kommende år, er der to ting, der står øverst på ønskelisten: bedre normeringer og en mere børnevenlig by. “Vi skal have flere kollegaer til pædagogerne og lærerne”. Aarhus ligger i den lave ende, når det gælder, hvor mange penge vi bruger på velfærd per indbygger, og det presser vores medarbejdere,” siger han. Men han drømmer også om, at byens udvikling i højere grad tager udgangspunkt i børnene. “Jeg håber, Aarhus bliver endnu mere børnevenlig – med flere bilfrie områder, flere legepladser og byrum, hvor børn og unge kan være trygge og aktive. Vi skal være stolte af at være børnens by.”
Fakta om Thomas Medom fra SF
45 år
Bor i Hjortshøj med hustru og to børn
Folkeskolelærer og kandidat i pædagogisk sociologi
Medlem af byrådet siden 2009
Du kan følge hans politiske arbejde her:
Facebook: facebook.com/stemmedom
Instagram: instagram.com/thomasmedom
Web: Thomas Medom
Vores redaktionelle principper
Vi har valgt at lave temaserien “Politik i børnehøjde”, fordi vi mener, det er vigtigt at have fokus på de bløde værdier – og samtidig vise, at der også er familiemennesker bag vores byrådspolitikere og kandidater.
Vi har bestræbt os på at tale med et bredt udvalg af personer fra forskellige partier. Rammerne for samtalerne har været, at deltagerne fortæller om sig selv som familier, hvordan de bruger byen, hvad de som politikere håber på, og hvilke visioner de har for Aarhus.
Temaserien afspejler ikke vores egne politiske holdninger. De synspunkter, der fremgår af artiklerne, står udelukkende for den enkelte deltagers regning.
Alle artikler er sendt til gennemlæsning og godkendelse hos deltagerne, så vi sikrer, at de faktuelle oplysninger er korrekte, og at deltagerne kan genkende sig selv i den endelige tekst.


