Toner fra Himlen – en totaloplevelse i børnehøjde

Filuren - Toner fra Himlen
Foto: Teaterhuset Filuren

En fortælling der fanger børnene i denne totaloplevelse af et dragende univers.

En fantastisk oplevelse, hvor man som publikum i højere grad er deltager end tilskuer.
Her skal man nemlig ikke sidde stille og se et stykke, men derimod deltage, lytte og hjælpe pigen Stella med at løse et mysterium i et sjovt lydteater.

Vi skal nemlig på rundvisning med Stellas bedstefar i Himmelrumskibet, men bedstefaren er forsvundet, og Stella må derfor overtage rundvisningen.
Her får man som deltager lov til at komme i dele af Musikhuset, man som publikum normalt ikke får lov at komme i – hvilket i sig selv er spændende.
Det hele er lavet meget gribende, så det fanger både børns og voksnes fantasi, mens man oplever bedstefars skjulte rum og lytter til hans lydoptagelser.
Hver deltager bliver udstyret med et par høretelefoner og én i gruppen med en modtager, som gør, at man kan høre fortællingen. Man bliver guidet rundt i Musikhuset af stemmen fra pigen Stella samt en masse markeringer, der er sat op rundt omkring.

Stykket er produceret af Teaterhuset Filuren. Forestillingen blev oprindeligt produceret til sæson 24/25 og genopsættes i sæson 25/26, så endnu flere får mulighed for at opleve Musikhusets hemmelige afdeling, “Himmelrumskibet”.
Det er Lars Bom og Amanda Bøgestrøm Isaksen, som har lavet de lydoptagelser, man lytter til under oplevelsen.

Tid til at lande og gear ned
Hvis man kommer før tid, er der sat lidt underholdning op for børnene – de kan tegne, spille eller lytte til musik.
En god måde at lande på, inden man skal ind og opleve denne lydoplevelse. Kom gerne lidt før, og lad børnene få en chance for at falde lidt ned i gear efter at have raset afsted mod teatret.

Hvem henvender stykket sig til
Stykket er fra 7 år og opefter. Har man et barn, der ikke er så glad for at sidde stille og opleve – som man oftest gør, når man ser teater – så er dette stykke et rigtig godt sted at starte. Her går man nemlig rundt og oplever, mens man lytter.

Vores vurdering
Vi var afsted med fire børn, og alle fire ville gerne have, at oplevelsen varede længere end de 45 minutter, stykket tog. Flere af dem spurgte senere på dagen, hvornår de kunne prøve det igen.

De var alle enige om, at det var sjovt, spændende og vildt godt – og højdepunktet var, at de følte, de hjalp Stella i hendes mission. Alt i alt meget vellykket underholdning i børnehøjde.

Som voksen var det fantastisk at opleve børnene leve sig ind i fortællingen, de hørte i høretelefonerne, og se, hvordan de brugte deres fantasi til at forestille sig det, Stella fortalte om.

Så har du 45 minutter, kan vi klart anbefale at booke billetter og tage ind og opleve denne anderledes form for teater.

Jeg giver forestillingen 5 ud af 5 stjerner.

Toner fra Himlen spiller frem til 17. oktober 2025 hos Teaterhuset Filuren. Der er stadigvæk ledige billetter