Trænger I til et kreativt indspark, hvor hele familien kan være med? Så kommer vi her med 5 bud på kreative i Aarhus for børnefamilien.
1) Mal på keramik ved Creative Space
En hyggelig café, hvor I kan nyde hinandens selskab på en helt ny måde. Creative Space har et helt simpelt koncept, du snupper et styk keramik som du gerne vil male, bagefter vælger du, hvilke farver du vil bruge og så er det ellers bare at slå kreativiteten fri.
Og hvad koster det så? Prisen kommer an på det styk keramik du vælger. Priserne varierer fra 150 kr. og op til 800 kr. på billederne kan I se et par eksempler. Prisen er inklusiv farver, materialer, glasering og brænding, med andre ord alt inklusiv.
Børnevenligt helt ud til fingerspidserne
Barnevognsparkering i baggården: Ja
Højstol: Ja
Vandbaseret maling: Ja, så det kan nemt vaskes af
Børnevenligt udvalg af drikkevarer: Ja
Dog er der ikke mulighed for at købe mad, hvilket giver rigtig god mening, da der hverken er plads på bordet eller tid til at spise, når man sidder og fordyber sig i sin kreation.
Vores egen oplevelse
Creative Space får en varm anbefaling med herfra. Det var en helt igennem fantastisk oplevelse, hvor vi alle 3 hyggede os. Vi havde taget den mindst på 5 med, som var dybt koncentreret de første 1,5 time. Herefter forsvandt koncentrationen gradvist, hvilket var ganske fint, for vi var faktisk færdige. En uge efter hentede vi det færdige resultat, vi var alle meget spændte og alle lykkelige over vores egne evner, som nu har gjort vores hjem endnu mere personligt og fint.
Det bliver ikke sidste gang vi tager på Creative Space, når vi skal være kreative med børnene.
Praktisk information
Adresse: Studsgade 7, 8000 Aarhus C
Åbningstider: Man-Fre: 11-19. Lør, Søn & Helligdage 10-18. (Første tors i mdr. 11-22)
Læs mere: http://www.creative-space.dk/#velkommen
2) Den kreative hjerne ved Escape Games
Kreativitet behøver ikke altid handle om at lave ting eller gøre noget med hænderne. Hos Escape Games i Stilling, kun 20 minutters kørsel fra Aarhus, er det den kreative hjerne der skal sættes i gang.
Escape Games er særligt godt for børnefamilien, da de faktisk har et børnerum, hvor krammebamsen Felix skal findes. Dette escape room er særligt egnet for børn i alderen 5-10 år. Børnene skal løse forskellige opgaver for at finde frem til krammebamsen, hvilket betyder at børnene skal tænke på nye måder og samtidig huske at samarbejde.
Ikke kun for børnene
Ja, forældre må også gerne være med, hvilket gør det oplagt som en hyggelig familieaktivitet. Dog er der ingen tvivl om at børnene klart er de bedste, så lad endelig dem styre slagets gang og hjælp til, når deres kreative hjerne tager krumspring.
Praktisk information
Adresse: Industrivej 3A, Stilling, 8660 Skanderborg
Læs mere: https://escapegames.dk/escaperooms/felix
Parkering: 20 gratis parkeringspladser
Priser: Fra 350 kr.
Offentlig transport: Nr. 200 holder næsten lige udenfor døren
3) Onsdagsværksted på Gellerup Bibliotek
Hver onsdag kl. 14.30-16.00 er der skruet op for hyggen på Gellerup bibliotek, hvor der er forskellige temaer hver gang. Værkstedet er primært målrettet børn i alderen 9-13 år, men alle er selvfølgelig velkommen.
Krea på Gellerup bibliotek giver jer god mulighed for at være sammen, på en mere afslappet og hyggelig måde, hvor I kan fordybe jer sammen. Det er ganske gratis at deltage.
Praktisk information
Adresse: Gudrunsvej 78, 8220 Brabrand
Læs mere: https://www.aakb.dk/bibliotek/gellerup/arrangementer
4) Familieworkshop på ARoS
Det er måske ikke ARoS man lige tænker på, når den skal stå på kreativitet, hvilket faktisk er utroligt ærgerligt. ARoS gør nemlig rigtig meget for børnefamilierne og med deres kreative Familieworkshop i weekenderne er det bestemt et besøg værd.
Praktisk information
Adresse: Aros Allé 2, 8000 Aarhus, Workshoppen findes på niveau 3
Pris: 25,- pr. deltager + entré til ARoS
Familieworkshops åbningstider: 11.00-16.00
Læs mere: https://www.aros.dk/besoeg-aros/kalender/#kids
5) Kreative i Aarhus på Dokk1
Skal man være kreative i Aarhus, er det et Must at kende til de kreative tilbud Dokk1 har. Hver tirsdag og onsdag kl. 16.00-17.30 står den på kreativitet på Dokk1. Her har I muligheden for at udfolde jer med forskellige redskaber og materialer, som står til rådighed. Krea-dage skifter gerne tema hver uge, så I kommer helt sikkert ikke til at lave det samme, hvis I kommer forskellige uger.
Det hele finder sted i Børnelab på niveau 2.1, alle er velkomne dog skal børn være i følge med en voksen, så ikke noget med at gå lån-amok imens børnene hygger sig i Børnelab.
Åbent Lab
Udover krea-dage i Børnelab vil vi gerne slå et slag for Åbent Lab, som hver onsdag holder åbent fra 15.30-17.30 på niveau 2.2. Dette er nok for lidt større børn 8 år+, alle børn under 12 år skal også være i følge med en voksen.
Hos Åbent Lab arbejdes der med digital fabrikation, hvor I finder en laserskærer og 3D printer. Her får I hjælpen til at bruge maskinerne, det skal bare være jeres eget design i printer eller skærer. Og hvordan laver man så lige sit eget design? Jamen I smutter da bare lige forbi Åbent Lab til en snak, inden i går hjem og brainstorme idéer. Så ved I nemlig meget mere om hvilke fil-formater, designet skal medbringes i og hvad man egentlig kan lave på sådan en 3D printer og hvad man kan med en laserskærer.
Praktisk information
Adresse: Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus
Læs mere: https://dokk1.dk
6) Børnehøjskolen (uden voksne)
På Aarhus Børnehøjskole finder I et blandet udvalg af kreative kurser for børn. Her er det godt nok ikke noget I kan lave sammen, men mon ikke barnet kan hive nogle kreative idéer med hjem, som I kan gøre brug af derhjemme. Derfor sniger denne krea-aktivitet sig også ind på en 6. plads.
På Børnehøjskolen har de blandt andet et billedværksted, smykkeværksted og træværksted. Et kursus forløber primært over 2 måneder, hvor man mødes 1 gang om ugen. Det hele foregår selvfølgelig i vaskeægte højskoleånd, hvor der synges højskole sange inden opstart og afslutningsvis.
Vi har selv besøgt Børnehøjskolen og de får en varm anbefaling med fra os.
Praktisk information
Adresse: Nørre Allé 44, 8000 Aarhus
Pris: 600-900 kr.
Aldersgruppe: Primært børn i alderen 6-13 år
Læs mere: http://børnehøjskole.dk