Hvordan fortæller jeg mit barn om Coronavirus?

Artiklen indeholder annoncelinks, og er dermed sponsoreret – Se mere om vores retningslinjer her.

Vi er på ingen måde eksperter, pædagoger eller har nogen anden faglig baggrund. Vi er forældre, ligesom mange af jer andre.

Vi er nok mange forældre, der tænker over, hvordan vi får forklaret vores børn, at de næste 14 dage står på “ferie”. Hvordan formidler man lige, at det ikke er planlagt ferie, men fordi skolen eller institutionen lukker grundet en virus, vi langt fra er herre over.

Som nævnt er vi hverken eksperter, læger eller pædagoger. Mick og jeg er forældre, til 2 drenge som går i børnehave og i 2. klasse. I går ringede vi lige sammen, for hvordan forholder vi os til alt det her. Hvordan fortæller vi det til drengene. Hvad er ‘need to know’ og ‘nice to know’.

I morges tog jeg over på skolen sammen med Oliver, der skulle lige indfanges noget overtøj og bøger. Det var som at ramme skolen kl. 16.45. Der var stort set ingen børn eller forældre. Det samme billede gjorde sig gældende i børnehaven, meget få børn og ingen forældre.

Michael, Oliver og Sebastian fra Børnenes Aarhus
Foto: Børnenes Aarhus:
Sofahygge, når Danmark lukker ned.

Sådan fortalte vi det til et barn på 6 år

Jeg spurgte pædagogen i børnehaven, om de havde snakket med børnene om Corona og i så fald, hvad de havde sagt. For så kunne vi køre ud ad den samme tangent.

I børnehaven havde de i går fortalt børnene, at udflugter blev aflyst grundet en bakterie. Den bold greb vi, og spurgte så Sebastian om han kunne huske at børnehaven havde snakket om en bakterie?

Det kunne han, og kunne supplere med den information han selv havde, og at bakterien hed Corona.

Vi fortalte Sebastian, at grunden til at han ikke skal i børnehave de næste 14 dage, var fordi vi skal sørger for at bakterien ikke kommer på for mange mennesker. Så nu er det vigtigt, at vi herhjemme husker at dræbe bakterierne, der kommer på vores hænder ved at vaske hænder, inden vi spiser, når vi kommer hjem udefra og selvfølgelig når vi har været på toilet.

Sebastian er helt med på, at de dumme bakterier skal dræbes. Måske lidt en voldsom formulering, men ikke desto mindre er det jo det vi gør.

Sådan fortalte vi det til et barn på 8 år

Med Oliver var det en helt anden snak, det barn ved jo næsten mere om Coronavirus end os forældre… Han har suget alt viden til sig, og glemmer bestemt ikke, hvad han har hørt om Coronavirussen.

Jeg tog selv snakken med Oliver, så Sebastian ikke skulle trækkes igennem en længere forklaring og storebrors indvendinger.

Igen spurgte jeg Oliver om han vidste, hvorfor vi ikke skal være hjemme i 14 dage. Nææ, det gjorde han da ikke lige.

Jeg fortalte at det skyldes Coronavirussen, ikke fordi den er farlig for vores familie, men fordi at vi skal passe på dem, som kan blive meget syge, hvis de får Coronavirus.

Oliver var helt med, jeg behøvede næsten ikke sige mere for han supplerede så fint med “Ja mor, og så må der heller ikke blive for mange syge, for så kan vi ikke komme på hospitalet jo”. Hvilket jo er helt rigtigt, så det snakkede vi lidt frem og tilbage om. Jeg lod Oliver styre samtalen, og greb de bolde han kastede op. På den måde snakkede vi kun om ‘need to know’ i hans optik.

Vejledninger fra eksperterne

Vil du have en væsentlig mere præcis vejledning, til hvordan du fortæller dit barn det, kan du finde vejledninger på nedenstående links. Vi har ikke brugt en vejledning, men formidlet det til vores børn på den måde, vi fandt bedst for dem. Husk at vi som forældre, faktisk kender vores børn bedst.

Links: Hold jer opdateret

I kan selvfølgelig holde jer opdateret på samtlige nyhedsbureauer, men her får I lige nogle nyttige links, hvor alle officielle udmeldinger kommer.

Vi er ikke i hjemmekarantæne

Det er også vigtigt at huske, at vi faktisk ikke er sat i hjemmekarantæne. Selvfølgelig skal vi forholde os til, at vi ikke lige skal mødes til utallige legeaftaler. Vi har meddelt Oliver, at det her betyder, at der heller ingen legeaftaler er de næste 14 dage.

Men det betyder ikke, at vi ikke skal ud på legepladser og bruge en masse lækker energi. Mangler I inspiration til legepladser, vil vi anbefale jer at kigge på vores Instagram profil ‘Børnenes Aarhus’ eller følge med her på hjemmesiden, hvor vi løbende vil poste legepladser over de næste 14 dage.

Allerede nu kan I finde inspiration til 6 fede forhindringsbaner for børn her.

Related Articles