Vinterferie

Vinterferie guide 2019: Oplevelser for hele familien

Vi har lavet den helt store vinterferie guide for børnefamilien. Vi har nemlig fundet 12 oplevelser fra Aarhus frem, som blandt andet byder på museumssjov, FortniteMoves og forestilling på Teatret Filuren.

Museum på den fede måde

Der er godt gang i de aarhusianske museer hele vinterferien. I Den Gamle By kan I udfolde mere kreativitet når den står på legetøjsbyggeri og masser af bolsjesjov. Begge workshops finder sted i Renæssancegården alle dage kl. 10-16, det koster 20 kr. pr. barn i materialeudgift, men så kan i altså også både lave bolsjer og legetøj fra 1800-tallet.

Brunbjørn dissekering
Foto: Naturhistorisk Museum

Naturhistorisk Museum er der som altid feriesjov og vinterferien står i oceanernes tegn alle dage kl. 9-17 (aktiviteter kl. 10-16). Her skal der dykkes ned i oceaner af liv, hvor I kan komme helt tæt på i BioX-lab, hvor I kan se fiskene i øjnene og dissekere jeres egen fisk. I kan også komme helt tæt på konservatorens arbejde, når der i vinterferien er en brunbjørn på “menuen”, den skal nemlig splittes ad. Der er også plads til at komme helt ned i gear og sætte fantasien fri, når der skal tegnes havdyr.

Kvindemuseet finder I faktisk meget mere end rødstrømpebevægelse, feminisme og andre fordomme. I vinterferien d. 11.-15. februar kl. 10-17 kan I gå på skattejagt efter små garndukker i udstillingen pigernes og drengenes historie, som er en helt igennem fantastiske udstilling, hvor børnene kan få næsten alle sanserne i spil. Der er også tegneværksted, hvor alle tegninger faktisk bliver udstillet i 2020, og I kan lave jeres helt eget legetøj såsom sokkedukker, snurretoppe af perler, påklædnings- og fingerdukker, papirmøller og små biler af træ. Her koster en værkstedsbillet 35 kr.

Vinterferie
Foto: Steno Museet

Tag på tur til det ydre rum med Steno museet og få spændende viden om astronomi og naturvidenskab på den sjove måde alle dage kl. 9-17 (aktiviteter kl. 10-16). I kan blandt andet tage en rumkapselSelfie i rumdragter, lave en rumrejseFilm, opleve stjernehimlen i Planetariet og se udstilling First Step: 50-året for månelandingen. For hvem var de 12 måneastronauter, som joggede rundt på månen, hvornår var de der og hvordan kom de derop?

Vinterferie i centrene

Hvis du kender mere end én Fortnite dans og jævnligt skal stå model til dit barns danseopvisning i diverse Fortnite-moves, så skal I uden tvivl tage en tur i Bruuns Galleri i vinterferien. Den står nemlig på gamingturneringer, danseområde og et område, hvor I kan tegne, quizze og gå på skattejagt. Det sker fra mandag til fredag, hver dag fra kl. 10-16.

Sig Hej til en Haj i Storcenter Nord, som du faktisk kan fra nu og helt frem til 10. marts. I vinterferien kan I dog tage med på en gådefuld skattejagt. Dykkere har fundet en vaskeægte skat, som de desværre ikke kan få op. Derfor er der brug for børns kreative og anderledes tankegang til at lukke skattekisten op. Det sker alle dage i vinterferien kl. 11-16.

Bibliotekerne rummer de bedste familieaktiviteter

Det er efterhånden ikke en hemmelighed at vi på Børnenes Aarhus elsker bibliotekerne, men det er der altså også en meget simpel grund til. Det er de mest fantastiske, hyggeligste og billigste arrangementer du finder. Vi vil gerne fremhæve enkle aktiviteter og ellers vil vi anbefale at I kigger forbi aakb.dk. 

Storm trooper
Foto: Pixabay

Dokk1 har i vinterferien Star Wars på programmet d. 14. og 15. februar. Derudover kan I også begive jer på Bamseskattejagt alle dage i vinterferien.

Åby kl. 12-13, Viby kl. 14-15 og Risskov bibliotek kl. 10-11 kan I møde Kryb og kravl d. 13. februar.

LEGO-Workshop finder I på Lystrup bibliotek d. 11. februar kl. 12-17, på Risskov bibliotek d. 12. februar kl. 10-15.30, på Tranbjerg bibliotek d. 13. februar kl. 10-15.30 og på Gellerup bibliotek d. 14. februar kl. 11-14.

Tag kulturhatten på og smut i teatret

Aarhus har faktisk et par skønne børneteatre som også byder ind med fantastiske forestillinger i vinterferien.

Arternes Oprindelse
Foto: Teatret Filuren

På teatret Filuren kan I opleve Arternes Oprindelse, som er en magisk og morsom maskeforestilling inspireret af den sande historie om Mary Anning, der i 1811 udgravede det første icthyossaurus skelet. Efter forestillingen kan I selv begive jer på udgravning i den 8 meter lange sandkasse, som rummer skeletter i real størrelse. Forestillingen er anbefalet for børn i alderen 7år+ og har en varighed på ca. 45 min. prisen er 70 kr. inkl. gebyr.

Teater Refleksion byder på en skøn vinterferie workshop, når I fra d. 14.-16. februar kl. 13-16 kan lave jeres helt egen stop-motion dukkefilm. Workshoppen tager 3 timer og er for børn fra 8 år+ og i følge med en voksen. Der skal bestilles billetter på hjemmesiden, som koster 100 kr. pr. billet.