Der er noget roligt og næsten idyllisk over den stille villavej i Aarhus V, hvor Peter Adolfsen Løhmann bor med sin familie. Vejen virker hyggelig med sine forskelligt formede huse hele vejen ned mod Viborgvej. Det hyggelige udtryk fortsætter ind i Peters hjem, hvor jeg har sat ham stævne for at få en snak om hans visioner for at gå ind i lokalpolitik – og om de ønsker, han har, især for børn og unge, og i særdeleshed inden for folkeskolen i kommunen.Det virker ikke tilfældigt, at Peter brænder netop for børnene og for det, som folkeskolen har at byde på. Hjemmet bærer tydeligt præg af, at det er en moderne børnefamilie, der bor her – det ses blandt andet på de mange LEGO-sæt, som pryder reoler og hylder rundt om i huset. Da jeg selv er LEGO-fan, var det let at falde i snak med Peter – både om LEGO, men især om vores fælles interesse for folkeskolen og de kulturelle og sociale forskelle, man ofte ser i en by som Aarhus.
En skole for alle børn
Når Peter taler om folkeskolen, er det tydeligt, at han ser den som langt mere end et sted, hvor man lærer dansk og matematik. Det er her, samfundet formes. “Hvis vi mister folkeskolen som fælles projekt, mister vi også noget grundlæggende i vores sammenhængskraft,” siger han. Han nævner, hvordan mange familier i dag vælger friskoler eller privatskoler – ofte med de bedste intentioner – men at det samtidig kan skabe afstand mellem børn fra forskellige sociale og kulturelle miljøer. “Jeg kan godt forstå, at forældre vil det bedste for deres børn. Men når vi begynder at sortere os selv, så får vi et samfund, hvor børn ikke længere forstår hinanden på tværs. Og det er farligt. For de skal jo vokse op sammen bagefter.”Peter fortæller om sine besøg på lokale skoler i Aarhus, hvor forskellene kan mærkes tydeligt – både i ressourcer, forældreengagement og elevgrundlag. “Nogle steder er det en kamp bare at få en skole-hjem-samtale til at fungere, fordi der er sprogbarrierer eller helt forskellige forventninger til, hvad skolen skal være. Andre steder har man forældre, der nærmest stiller krav om topkarakterer og valgfag i 3. klasse,” siger han med et smil. “Det siger noget om, hvor opdelt vi er blevet – og hvorfor det er så vigtigt at styrke folkeskolen som det sted, hvor alle mødes.”
Når maden bliver fællesskab
Et af de forslag, Peter brænder for, er idéen om sund skolemad, der er gratis for dem der har mindst. Ikke kun for at børn skal spise bedre – men fordi det skaber noget socialt. “Mad er jo i sig selv kultur,” siger han. “Når børn spiser sammen, lærer de om hinanden. De smager noget nyt, ser noget andet, og opdager, at forskellighed ikke er farlig.” Han peger på Sverige som et forbillede, hvor skolemad længe har været en naturlig del af skoledagen. “Det er jo ikke bare et måltid. Det er et pusterum, hvor man kan snakke, grine og være sammen uden faglige krav. Og så sikrer det, at alle børn får et ordentligt måltid – også dem, der måske ikke altid får det derhjemme.” For Peter er det netop den slags løsninger, der binder det hele sammen: det sociale, det sundhedsmæssige og det pædagogiske. “Skolemaden kan være med til at skabe et fællesskab, hvor ingen falder udenfor – og det er jo i bund og grund det, folkeskolen skal kunne.”
Kulturforskelle og forventninger
Som byrådskandidat for Socialdemokratiet i Aarhus har Peter Adolfsen Løhmann ofte talt om kulturforskelle – ikke for at pege fingre, men fordi han oplever dem tæt på i hverdagen. Han bor selv i et område, hvor mange familier har rødder uden for Danmark, og som tidligere fodbold træner, for et børnehold møder han børn med vidt forskellige baggrunde. “De fleste forældre vil jo det bedste for deres børn. Men der kan være nogle kulturelle forskelle, som gør samarbejdet svært – for eksempel når nogle ikke ønsker, at deres døtre skal deltage i svømning, eller at børnene skal spise visse ting i skolen,” siger han. Han understreger, at der skal være plads til forskellighed – men også til klare forventninger. “Det handler ikke om at tvinge nogen, men om at sige: ‘Her i Danmark gør vi tingene på en bestemt måde, fordi det er sådan, vi sikrer frihed for alle.’ Skolen skal stå fast på sine værdier – ellers mister vi noget af det, der gør den til et trygt sted for alle.” Han tror på, at mange af problemerne kan løses gennem dialog og tydelig kommunikation – og ved at give skolerne de rigtige redskaber. “Når lærere og pædagoger får tid og støtte til at arbejde med forældrene, så sker der noget. Man begynder at forstå hinanden.”
Fodbold og sport som brobygger
Når Peter ikke er optaget af familien og hverdagen, så finder man ham ofte på fodboldbanen i Hasle – ikke længere som træner, men som tilskuer og engageret medlem af fællesskabet. Tidligere stod han som frivillig træner for en flok børn, der spændte fra vilde talenter til dem, der bare elskede at være en del af holdet. Holdet blev desværre lukket i december sidste år, da de skulle over på 11-mands, men alle spillere blev flyttet til en nærliggende klub, så fællesskabet kunne fortsætte. “Jeg tror faktisk, jeg lærte mindst lige så meget af børnene, som de lærte af mig,” siger han med et grin. “Når du står på banen og ser, hvordan de samarbejder, driller hinanden og finder ud af tingene sammen, så ser du, hvad fællesskab i praksis egentlig er.” Han fremhæver, hvordan sporten kan noget, som skolen nogle gange kæmper med: den skaber relationer uden ord. “Når man spiller sammen, forsvinder sproglige og kulturelle barrierer. Det handler ikke om, hvor du kommer fra, men om du afleverer bolden. Det er ret smukt, faktisk.”
Peter mener, at foreningslivet spiller en afgørende rolle i integrationen – og at kommunen burde støtte det endnu mere.
“Jeg drømmer om, at flere unge bliver en del af foreningslivet, ikke bare som spillere, men som trænere, dommere og hjælpere. Det giver ejerskab og ansvar. Og det lærer dem noget om, hvordan man tager del i et fællesskab.”
Han foreslår, at man aflønner unge trænere i udsatte områder som et fritidsjob, netop fordi det skaber både tilhørsforhold og stolthed. “Når man giver unge et ansvar, gror de. Og de bliver rollemodeller for de næste.”
Et samfund, der hænger sammen
Vi taler om Aarhus – en by, der både rummer Dyrehaven, Gellerup og Risskov. På mange måder et spejl af Danmark. Men også en by med tydelige sociale skel. “Jeg vil gerne have, at man kan vokse op i Aarhus uden at være formet af sit postnummer,” siger Peter alvorligt. “Lige nu betyder det alt for meget, hvor du bor. ” Det er ikke godt nok.” Han er optaget af, at byen bliver mere socialt blandet. At børn mødes på kryds og tværs af baggrunde – ikke bare i skolen, men også i boligområder og fritidsliv. “Det er jo ikke sundt, hvis alle dem med høje indkomster bor ét sted, og alle med lave bor et andet. Vi bliver nødt til at skabe kvarterer, hvor man møder hinanden. “Det er dér, forståelsen begynder.” Han nævner, at kommunen har taget skridt i den retning – blandt andet med lokalplaner, der sikrer både ejer- og lejeboliger i nye områder. “Men vi skal videre. Det kræver mod at sige, at vi faktisk gerne vil have folk til at bo mere blandet. “Det handler jo ikke kun om mursten – det handler om, hvilket samfund vi vil være.”
Rødder i det sønderjyske og retning
Når man lytter til Peter, fornemmer man hurtigt, at hans engagement ikke bare er politisk, men personligt. Han fortæller åbent om sin egen barndom i Sønderjylland – en opvækst med økonomiske udfordringer og aldrig at have haft en far pga. alkoholisme
“Jeg ved, hvordan det føles at stå udenfor,” siger han stille. “Og jeg ved, hvor meget en god lærer eller en fodboldtræner kan betyde. “De voksne, der ser én, selv når man ikke selv tror på, at man hører til.”Det er den erfaring, der driver ham i dag – troen på, at ingen børn skal føle sig glemt eller forkerte. “Hvis vi som samfund formår at give alle børn en god start – i skolen, i fritidslivet, i mødet med hinanden – så tror jeg faktisk, vi løser rigtig mange af de problemer, vi ellers diskuterer i politik,” siger han. “Der er ikke nogen hurtig løsning.” “Men vi kan starte med at lytte – og at tro på fællesskabet.”
Peters håb for fremtiden
Da samtalen nærmer sig sin afslutning, vender vi tilbage til skolen – der, hvor det hele starter. “Jeg håber, at vi tør prioritere folkeskolen igen,” siger Peter. “Ikke bare som et sted, hvor børn skal lære fag, men som det sted, hvor de lærer at være sammen. “For det er dér, vi danner borgere – ikke bare elever.”Han smiler, da han nævner børnene fra fodboldbanen, der altid ender med at give hinanden en high-five, uanset hvem der scorer. “Det er egentlig sådan, jeg ser det,” siger han. “Hvis vi kan få vores børn til at løfte hinanden – både på banen og i skolen – så skal det nok gå. ” Det er dér, fællesskabet begynder.”
Fakta om Peter Adolfsen Løhmann fra Socialdemokratiet
Alder: 43 år
Bor i: Hasle, Aarhus V (siden 2013)
Familie: Gift med Ditte og far til Svend og Anker, der begge går på Hasle Skole
Født i: Sønderjylland – bosat i Aarhus siden 2003
Uddannelse: Kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet (2010)
Tidligere: Formand og landskontaktperson for Frit Forum – Socialdemokratiske Studerende
Job: Ansat i Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune, hvor han arbejder med analyser i forvaltningen af ældreplejen
Frivilligt: Aktivt og beredskabscertificeret medlem af Hjemmeværnet siden 2022 – har deltaget i skarp bevogtning ved Host Nation Support på Aarhus Havn og i en international øvelse i Litauen
Interesser: Fodbold (spiller oldboys i Hasle Boldklub og følger mit engelske hold tæt), cykling, golf, vandreture med min kone, træbyggeri og lidt for mange uafsluttede projekter
Du kan følge hans politiske arbejde her:
Facebook: facebook.com/ploehmann
Instagram: instagram.com/ploehmme/#
LinkedIn: linkedin.com/in/peter-adolfsen
Web: Peter Adolfsen Løhmann
Vores redaktionelle principper
Vi har valgt at lave temaserien “Politik i børnehøjde”, fordi vi mener, det er vigtigt at have fokus på de bløde værdier – og samtidig vise, at der også er familiemennesker bag vores byrådspolitikere og kandidater. Vi har bestræbt os på at tale med et bredt udvalg af personer fra forskellige partier. Rammerne for samtalerne har været, at deltagerne fortæller om sig selv som familier, hvordan de bruger byen, hvad de som politikere håber på, og hvilke visioner de har for Aarhus. Temaserien afspejler ikke vores egne politiske holdninger. De synspunkter, der fremgår af artiklerne, står udelukkende for den enkelte deltagers regning.
Alle artikler er sendt til gennemlæsning og godkendelse hos deltagerne, så vi sikrer, at de faktuelle oplysninger er korrekte, og at deltagerne kan genkende sig selv i den endelige tekst.