Clara Sophia Phillipson: “Julen er der, hvor vi mærker, hvad der betyder noget”

Om mindre end en uge tænder Aarhus Teater julelysene for sæsonens store forestilling “Julen findes ikke”. I den anledning har jeg sat mig sammen med en af forestillingens hovedrolleindehavere, Clara Sophia Phillipson, i det smukke gamle teaterhus midt i byen.

Kender du Aarhus Teater, har du måske allerede set Clara på scenen – i The Sound of Music eller teaterkoncerten om Thomas Helmig. Hun er en del af teatrets ensemble denne sæson, og bag scenelyset gemmer der sig en eftertænksom og imødekommende kvinde, som taler levende og åbent om det, der rører sig i hende.

Vores samtale handler dog ikke kun om skuespil og replikker, men om noget mere jordnært – nemlig julen. For mens mange af os først for alvor begynder at tænke på jul i december, har Clara beskæftiget sig med den siden september, hvor prøverne til “Julen findes ikke” begyndte.

Og når hun fortæller om sine egne juletraditioner og minder, får man næsten billederne serveret med: lys, varme og den særlige magi, der hører julen til.

En forestilling, der spejler vores tid

I Aarhus Teaters nye juleforestilling “Julen findes ikke” bliver julen ikke kun forbundet med duften af gran og glimtende lyskæder, men også med en mere moderne virkelighed, hvor skærme og teknologi fylder alt. Historien foregår i et univers, der på mange måder spejler vores egen verden – bare med knapperne skruet en anelse mere op.

“Det er jo en slags parallel virkelighed,” fortæller Clara. “Børnene i forestillingen kender kun deres skærme – de ved ikke engang, hvad et bibliotek er. Det er skræmmende, men også genkendeligt. Man har adgang til alt, men mister måske samtidig noget vigtigt.”

Forestillingen er skrevet og instrueret af Heinrich, og netop hans blik for det genkendelige i det groteske er, ifølge Clara, en af årsagerne til, at historien rammer så bredt. Publikum – både børn og voksne – skal helst kunne se noget af sig selv i karaktererne.
“Jeg tror, mange forældre vil kunne spejle sig i den verden, hvor man hele tiden er online, og hvor børn ofte ser verden gennem en skærm. Det er jo ikke en fjern fremtidsvision, det er bare en forstørret udgave af det, vi allerede lever i.”Men selvom forestillingen har en tydelig samfundskommentar, er den samtidig både magisk og hjertevarm. Den handler om at finde tilbage til noget menneskeligt midt i det digitale.
“Det gode ved historien er, at den også rummer håb,” siger Clara med et smil. “Selv i en verden, hvor julen næsten er forsvundet, kan man stadig mærke længslen efter fællesskab, nærvær og fantasi. Det er det, jeg synes, julen i virkeligheden handler om.”

At træde ind i barnets verden

For Clara Sophia Phillipson betyder rollen i “Julen findes ikke” ikke bare endnu en karakter på scenen. Hun spiller nemlig et barn — en tolvårig pige, som ser verden med et naivt, men ærligt blik. Det er en rolle, der kræver både præcision og følsomhed.

“Jeg prøver ikke at spille mig yngre, end jeg er,” fortæller Clara. “Hvis jeg stod og forsøgte at lave en barnestemme, ville jeg ligne en voksen, der leger barn. I stedet prøver jeg at forstå karakteren og møde børnene i øjenhøjde. Det handler for mig om at tage dem alvorligt.”

Hun smiler og læner sig lidt tilbage, mens hun overvejer sine ord. “Jeg tror, det vigtigste er, at jeg forsvarer karakteren, som jeg ville gøre med enhver anden rolle. Jeg tænker ikke så meget over alder, men mere over, hvad hun føler og oplever. For børn har jo lige så stærke følelser som voksne — de udtrykker dem bare anderledes.”

Clara fortæller, at hun også henter inspiration i sin egen familie. “Jeg har nogle yngre familiemedlemmer, som jeg har observeret lidt,” siger hun med et grin. “Det er ret sjovt at se, hvor pinlige børn faktisk synes, voksne kan være. Nogle gange har jeg tænkt, at det næsten var overdrevet i forestillingen, men så ser jeg dem i virkeligheden – og nej, det er helt realistisk!”

At spille barn er for Clara ikke en leg, men en mulighed for at genopdage noget, hun selv forbinder med julen: uskyld, nysgerrighed og den særlige evne til at tro på det gode. “Det giver mig faktisk lov til at mærke noget af den samme magi, jeg oplevede som barn. Man ser verden lidt mere åbent, og det smitter,” siger hun.

At leve med jul fra september

Mens de fleste af os først så småt begynder at tænke på jul, når kalenderen rammer december, har Clara allerede været omgivet af julelys, rekvisitter og vinterstemning i flere måneder. Prøverne til “Julen findes ikke” begyndte allerede i slutningen af september – en tid, hvor efteråret knap nok har taget fat.

“Det føles lidt tidligt at begynde på julen,” siger hun med et smil. “Men jeg synes faktisk, det er ret hyggeligt. Det er noget særligt at få lov til at arbejde med julen så længe, for man bliver hele tiden mindet om, hvad den betyder – både på scenen og privat.”

Hun indrømmer dog, at der også kan være en grænse. “Jeg tror, jeg ville blive lidt sindssyg, hvis vi skulle gå og synge Nu er det jul igen hver dag siden september,” griner hun. “Men heldigvis er der ikke så mange klassiske julesange i forestillingen, så jeg slipper for det.”

Når hun fortæller om arbejdet med forestillingen, skinner det tydeligt igennem, at hun har en særlig kærlighed til julens stemning. “Der er et eller andet ved julen, som jeg forbinder meget med at være barn,” siger hun. “Som voksen mister man måske lidt af magien, fordi man har travlt og arbejder meget i december. Men når jeg står midt i en juleforestilling og spiller et barn, så får jeg faktisk lov at mærke den igen – bare på en ny måde.”

For Clara er det derfor ikke et problem at beskæftige sig med julen i flere måneder. Tværtimod føles det som en måde at holde fast i noget, der ellers hurtigt forsvinder i hverdagen. “Julen er jo en tid, hvor vi sætter tempoet lidt ned og husker at være sammen. Det synes jeg faktisk, vi også gør på teatret – selv når vi arbejder.”

Julens magi og minder

Når snakken falder på barndommens jul, lyser Clara op. Stemmen bliver blødere, og hun trækker på smilebåndet, som om minderne ligger lige under overfladen. “Jeg forbinder julen med noget helt særligt fra barndommen,” fortæller hun. “Det var den der følelse af magi, hvor alt glimtede, og man bare troede på det hele.”

Hun fortæller, hvordan december som barn var fyldt med klippe-klister, julekalendere og ventetid, hvor hver dag havde sin egen betydning. “Jeg elskede at følge med i julekalenderen på tv. Min absolutte favorit var Absalons Hemmelighed – den var magisk og lidt uhyggelig på den gode måde. Der var noget ved den stemning, der bare satte sig fast.”

Hun nævner også Jul i Valhal og Nissebanden som klassikere, hun stadig holder af. “Jeg tror, Absalons Hemmelighed var den første af de moderne  julekalendere, jeg så. Den havde både eventyr, alvor og humor – og to børn på et rigtigt eventyr. Det var så spændende.”

Selvom hun i dag sjældent når at følge med i julekalenderne, overvejer hun at genoptage traditionen. “Jeg har faktisk venner, der stadig ser dem hvert år, bare fordi det skaber den der hyggelige decemberstemning. Måske jeg skulle gøre det samme i år,” siger hun eftertænksomt.

For Clara handler julens magi i dag ikke længere om nisser og hemmelige døre, men om det, der ligger bag: nærværet, duftene, lyset, roen. “Som voksen er det ikke helt det samme, men man kan stadig mærke det, hvis man giver sig selv tid til det,” siger hun. “Og det er nok også det, jeg prøver at finde frem til, både i forestillingen og i mit eget liv – den der følelse af, at noget særligt stadig findes.”

Når julen samler familien

Julen er for Clara først og fremmest en tid til at være sammen. Det handler ikke om gaver eller store traditioner, men om nærvær, ro og tid til dem, der betyder noget. “Jeg plejer at holde jul med mine forældre og den del af familien, der nu kan være med,” fortæller hun. “Vi samles bare, spiser god mad og hygger os. Det er sådan, jeg bedst kan lide det.”

Men der er én tradition, der betyder noget helt særligt for hende – en stille stund midt i al julens travlhed. “Hver juleaftensdag, når det bliver mørkt, tager vi ud til Amager Strand,” siger hun. “Vi tænder et lys for dem, der ikke er her mere. Det er vores måde at mindes og sige glædelig jul til dem, der er oppe i himlen.”

Hun holder en lille pause, før hun fortsætter: “Jeg synes, det er en virkelig smuk tradition. Julen er jo også en tid, hvor man mærker savnet efter dem, man har mistet. Det her er en måde at gøre det nærværende på – ikke trist, men kærligt.”

Midt i minderne dukker også en julegave op, der stadig står tydeligt for hende. “Jeg kan huske, da jeg som 11-årig fik en elguitar,” fortæller hun og smiler bredt. “Den var gammel, lød ikke af meget og var bestemt ikke en fancy model, men for mig var den helt magisk. Det var der, jeg begyndte at lære at spille guitar, og jeg var lykkelig.” Hun griner lidt ved tanken. “Jeg følte at det at spille guitar var det sejeste i verden” 

For Clara er julen derfor både lys og skygge, glæde og eftertanke. “Jeg tror, det er det, der gør den så særlig,” siger hun. “Det er en tid, hvor man virkelig mærker, hvad der betyder noget. Det handler ikke om at nå det hele, men om at være sammen med dem, man elsker.”Hun smiler. “Og så handler det også om at spise god mad, se en julefilm og slappe af, for det skal der også være plads til.”

Julen i Aarhus

Selvom Clara Sophia Phillipson blev født i Aarhus, gik der mange år, før byen for alvor blev en del af hendes liv. Hun voksede op på Amager, men vendte tilbage, da hun i 2023 blev en del af Aarhus Teaters ensemble. “Jeg er faktisk født her, men jeg boede her kun de første par år af mit liv, så jeg har ikke nogen klare minder fra dengang,” fortæller hun. “Men det føles lidt som at vende hjem på en ny måde.”

Siden hun flyttede til byen, har Aarhus fået en særlig plads i hendes hverdag – ikke kun som arbejdsplads, men som et sted, hun langsomt er ved at gøre til sit eget. “Jeg synes, Aarhus har sådan en rar ro. Det er en by, der føles stor og lille på samme tid. Man mærker virkelig årstiderne her – og især i december bliver den helt magisk.”

Sidste år nåede hun dog ikke at opleve den juletradition, mange aarhusianere sværger til: et besøg i Den Gamle By. “Jeg har fået at vide, at det skal jeg gøre i år,” siger hun med et grin. “Jeg tror, det er umuligt ikke at komme i julestemning der. Så det står helt sikkert på min decemberliste.”For Clara hænger arbejdet på teatret, byen omkring det og julestemningen tæt sammen. Hun har allerede mærket, hvordan publikum i Aarhus er både nysgerrige, varme og loyale – men da “Julen findes ikke” er hendes første juleforestilling på teatret, bliver det også en ny oplevelse at mærke publikums reaktioner i december.

Hun tænker sig lidt om, før hun afslutter: “Jeg tror, Aarhus og julen minder mig om det samme – nærhed, fællesskab og en følelse af at høre til. Det er noget, jeg virkelig sætter pris på.”

Julen findes ikke har premiere på Aarhus Teater lørdag den 15. november og spiller frem til 20. december.

Om Clara Sophia Phillipson