En magisk fortælling om den nat, jesus blev født, barnet som gjorde hele verden stille.
På vej hen til teatret gruppe 38, snakker Oliver og jeg om, hvad det egentlig er vi skal ind og se. Gad vide, om selve titlen fortæller os om handlingen. Heldigvis har Oliver hørt efter i Kristendom, og med lidt hjælp kom han hurtigt frem til, at vi skal høre om Jesus’ fødsel.
Fortællingen som vi alle kender, som vi hvert år kan høre i Kirken, den som vi i folkeskolen fik fortalt. Der ændres ikke rigtig på fortællingen, det er egentlig bare den samme igen og igen, hvilket måske gør den lidt kedelig. Så vi var begge spændte på, hvordan den hellige nat skulle fortælles.
Det synes mor
Bodil Alling er fortælleren, der med en rolig stemme og skøn mimik fanger publikum. Det var magisk, rørende, humoristisk og dystert. Jeg var fanget hele vejen igennem over den eventyrlige måde, lyd og lys blev brugt på. Det var en anderledes forestilling, hvor man følte sig som en del af fortællingen uden at være det.
Vi var ikke bare tilskuere, vi var modtageren, der fik fortællingen om Den Hellige Nat fortalt set oppe fra. Set fra et perspektiv, hvor næste kærlighed, omsorg, humor og ro herskede.
Det synes Oliver (8 år)
Oliver ”Det var rigtig hyggeligt, at vi blev budt velkommen og at man kunne lave kræmmerhuse. Forestillingen var mega god!”
Mor ”Hvad var det, der gjorde forestillingen mega god?”
Oliver ” Der var musik. Den var kort og lidt lang. Det var gode siddepladser, man kunne se det hele. I starten vidste jeg ikke, hvordan de gjorde, men så fandt jeg ud af det til sidst. Og så var den grinern”
Der var ingen tvivl, Oliver var ret stor fan, selvom han på et tidspunkt kiggede på mig, og sagde de gyldne ord ”Jeg keder mig”. Hvilket er yderst positivt, for det betyder, at der er pauserum, hvor tempoet ikke er kørt op, og barnet kan nå at tænke over handlingen.
Stjerner
Der er ikke den store tvivl, både Oliver og jeg er begejstret, så begejstret at Den Hellige Nat skal have… Indsæt trommehvirvel… 6 ud af 6 stjerne!
Praktisk
Pris: 70 kr. for børn og voksne i følge med børn
Hvornår: Spiller til og med 18. december
Hvor: Irma Pedersens Gade 222, 8000 Aarhus C
Læs mere: https://www.gruppe38.dk